Det Sidste Komma

 

Så er det sidste komma ved at være sat i Rosenalliancen, hvilket betyder at bogen skal sættes op. Her er det grafikeren, som kommer på banen, så bogen kan blive klar til at gå i trykken. Dog får jeg den retur inden det sker, da der kan snige sig fejl ind fra grafikerens side, som gerne skal rettes. Selvom det er en langsommelig affære at udgive en bog, set fra forfatterens side (i hvert fald for mig), så er det også en spændende proces. Man får læst teksten igennem rigtig mange gange og jeg kan godt begynde at mærke at det er ved at hænge langt ud af munden på mig. Redigeringsfasen har aldrig været min kop te, jeg har altid foretrukket forarbejdet og skrivefasen. 

Selv nu her hvor jeg egentlig skal fokusere på at sætte de sidste kommaer, så dukker de kommende bind op i hovedet på mig og jeg begynder at komme på idéer og hvordan de kan indgå i den videre historie. Når man er forfatter så skal man vidst have lidt af en splittet tankegang og personlighed, min tanker er i hvert fald flyvske og jeg tvivler på jeg er den eneste, som har det sådan.

Men tilbage til de sidste kommaer, så jeg kan få sendt manuskriptet ind for sidste gang inden den ryger videre i systemet.

Indtil næste gang

Susanne

Fremskridt

Der har været lidt stille fra min side. Jeg har selvfølgelig travlt med at få Rosenalliancen klar til udgivelse i oktober, men der har også været en del udenoms støj, som har forstyrret mig en del. Så når jeg endelig for fred og ro omkring mig, så sidder jeg og kikker manuskriptet igennem. 

Jo mere jeg læser det igennem, des mere glad bliver jeg med det. Jeg føler virkelig at bind 2 byder på en masse. Både drama, traume, tragedie, mystik, en lille smule romantik for både Léonard og Léontine. Så er der de nye karakterer, som dukker op og som jeg glæder mig til at gå mere i dybden med i de kommende bøger. Så er der de gamle kendinger, som vender tilbage og biddrager på godt og ondt til tvillingernes udvikling gennem bogen.

I dag blev jeg konfirmeret om at det med at fortælle historier er drømmen. Jeg har en ungdomsbog ude blandt beta-læsere og fik den tilbage fra en af dem. Jeg elsker ros og når nogen siger at de ikke kan lægge historien fra sig og gerne vil læse mere. Selvfølgelig lægger det også et væsentlig pres på at man er nødt til at fortsætte.

Efter at Rosenalliancen er færdig, så vil jeg se om jeg ikke kan få min ungdomsroman udgivet. Den har gemt sig bag Nóillión Sagaen, selvom det faktisk er den historie, som jeg begyndte på først. Det er over 20 år siden jeg begyndte at skrive på Kajsa og Lysets Rige, men så dukkede Nóillión Sagaen op og den blev mere dominant i mit hoved, men nu skal det være.

Indtil næste gang

Susanne

Ventetiden

 

I dag sendte jeg manuskriptet til Rosenalliancen ind til forlaget. Efter jeg fik manuskriptet tilbage efter den havde været ude ved en betalæser, var der et par enkelte rettelser, som jeg fik øje på, da jeg læste den igennem. Jeg havde snakket med forlaget, før jeg sendte den ind, for lige at høre hvordan og hvorledes, så de var forberedt at der vil komme noget fra mig.

Nu skal jeg så vente og ventetiden er altid den værste, uanset om det er betalæseren, forlaget eller udgivelsen som man skal vente på. Uvisheden om både reaktionerne men også den spænding, som går gennem en over at man faktisk er ved at være færdig med noget man har brugt en masse tid på. 

Jeg har gået hele dagen og ikke vidst hvad jeg skulle give mig i kast med, selvom jeg havde masser af ting at lave, så var min hjerne åbenbart blevet sendt med manuskriptet. Medmindre jeg hører noget i morgen formiddag, så tror jeg at jeg tager ud og shopper, eventuelt en tur i haven, for at få tankerne over på noget andet.

Her til aften har jeg godt nok siddet og funderet lidt over bind 3, som jeg er begyndt at arbejde på, men igen er mit hoved ikke rigtig med mig.

Kajsa og Lysets Rige er også blevet sendt ud til betalæsere nu og der kan jeg ikke gøre så meget før den vender tilbage. Heldigvis er der intet hastværk, da jeg har besluttet for at det er bedst at fokusere på en udgivelse af gangen. Det kan godt være stressende med deadline, hvis man skal redigere to manuskriptet på én gang. Så for nu fokuserer jeg på Rosenalliancen.

Indtil næste gang

Susanne

Beta læsere

 

Jeg er på jagt efter beta-læsere til Rosenalliancen. Det er nervepirrende, at man nu skal lade andre læse ens historie. En historie, jeg har brugt utallige timer på at skrive. Selvom jeg har en god fornemmelse i maven, så er det rart at have ekstra øjne på teksten og historien, for man kan nemt stirre sig blind, så det er umuligt at se det åbenlyse.

Imens jeg venter på at nogle faktisk gerne vil læse Rosenalliancen igennem, så er jeg begyndt at kikke Kajsa og Lysets Rige igennem en sidste gang, inden den også skal omkring beta-læsere. Jeg har læst den for nogle tidligere elever, for at få deres blik på historien, nu er det så tid til nogle voksne øjne, der kan fange de ting, som børnene ikke ved er vigtig, når man skriver en bog.

De første dage efter jeg blev færdig med Rosenalliancen, gik jeg lidt i limbo. Jeg kunne ikke komme i gang med Kajsa og Lysets Rige, for mine forventninger og nervøsitet for eventuelle tilmeldinger til at læse Rosenalliancen, fyldte i hovedet. Endelig føler jeg at jeg kan komme i gang med min ungdomsbog, så jeg også kan få det gjort klar.

Indtil næste gang

Susanne

Savner foråret

 

Efter noget sygdom er jeg så småt ved at være tilbage. Havde et par dage, hvor jeg havde feber og ikke var i hopla. Nu hvor jeg er feberfri, så er energien ikke ligefrem vendt tilbage endnu. Jeg kunne godt trænge til nogle dage med sol og 15 grader, bare tanken om at sidde ude på terrassen og slikke lidt forårssol får mig til at længes.

Det har selvfølgelig betydet at Rosenalliancen har lagt og glanet efter mig og jeg er desværre ikke så meget oppe i omdrejninger at jeg har lyst til at læse og rette. Forhåbentlig kommer det snart, for det er frustrerende for at sige det mildt. At ens proces skal ødelægges på grund af sygdom.

Dog går min hjerne ikke i stå, så jeg har haft en masse tanker, som jeg gerne vil have ud, men lysten til at skrive har også lagt på et meget lille sted. I går aftes fik jeg skrevet lidt på bind 5. Jeg havde været i gang med at se en serie og den fik min muse til at vågne en smule.

Forhåbentlig er jeg snart tilbage på sporet igen inden ugen er omme. På søndag skal jeg heldigvis til koncert i Musikhuset i Aarhus, så forhåbentlig en aften ud af huset, kan gøre mig godt.

Indtil næste gang

Susanne

Utålmodigheden Truer

 

I tidligere indlæg har jeg skrevet om udviklingen af bind 2 i Nóillión Sagaen og jeg må ærligt erkende at de seneste uger har mine forventninger været til at føle på. Jeg er så langt i processen at jeg snart skal have sendt den ud til folk, som skal læse den for første gange. Det er nervepirrende og selvom jeg skriver disse historier for min egen skyld, så vil man jo gerne have at andre også kan lide dem. 

Jeg har aldrig været god til at modtage hverken roser eller kritik, uanset om det er konstruktivt eller ej. Det er jo bare noget jeg gør, det er ikke noget jeg tænker videre over. Alligevel vil jeg også gerne gøre et godt stykke arbejde, så der er mange modpoler, man skal forholde sig til.

Nu er jeg næsten igennem den 4. redigeringsrunde og jeg har været ved at kikke på hvor meget, der egentlig skal gøres, før jeg sender den videre i systemet. Efter denne runde tager jeg en sidste hurtig gennemlæsning og redigering og så er det afsted på støttehjul og håbe at historien ikke vælter og håbe på at den snart kan få taget støttehjulene af og skal videre ud, hvor den skal klare sig selv. Jeg er nok den der sætter det højeste forventningspres, når det kommer til mine historier. 

Jeg elsker at skrive historier, bruge sproget. Jeg vil jo bare dele min glæde for de historier, jeg skriver. Hvorom alting er, så er der faktisk sket en hel del fra 3. redigeringsrunde til nu. Der er føjet flere kapitler til og jeg har fået slettet endnu flere fyldord (de er overalt 😉). Desuden er jeg faktisk også ved at overveje, hvad jeg gerne vil have med af illustrationer, for det er rart at have det på plads inden, så man ikke lige pludselig står og skal tage en beslutning, når forlaget spørger, hvad man har af tanker og idéer til layoutet. Så jeg er kommet ind i den mere nervepirrende fase, som kun vil blive endnu mere nervepirrende jo tættere jeg kommer på at få den sendt ind til forlaget.

Indtil næste gang

Susanne

Det skrider fremad

 

Så er jeg gennem 3. redigeringsrunde. Efter jeg har fået lukket en masse huller og omskrevet de første kapitler, er der mere ro i maven og føler at historien skrider i den rette retning nu. Det er lidt problemet, når man skriver over en længere periode. Man husker ganske enkelt ikke hvad man startede ud med og så bevæger historien i en helt anden retning, end man først planlagde. Der er stadig nogle enkelte huller og så er der alle småtingene, som nager der lige skal rettes til. Dog regner jeg med at næse fase snart kan gå ind, hvilket er beta fasen, hvor historien skal læses af andre end mig og forhåbentlig få noget konstruktiv kritik i hvad der mangler, hvad der er for lidt af eller for meget. Det er altid en grænseoverskridende fase, for indtil videre har historien været min alene og jeg har ikke behøvet at tænke på hvad andre mennesker vil tænke.

Nu tager jeg lige en dags pause før jeg går i gang med 4. redigeringsrunde, hvor jeg får computeren til at læse højt for mig, så jeg kan høre, hvordan historien lyder og om den glider som den skal. Så får vi se om jeg sender den ud til mine beta-læsere eller om den skal have en runde mere. Det vigtigste er at jeg har en god følelse i maven hvad angår historien.

Indtil næste gang

Susanne

Når der er huller i historien

Når man skriver en historie, så er der en idé, en handling. Når man skal skrive en fortsættelse, så skal den gerne følge den første bog, så man ikke begynder at skrive noget, som ikke passer med det der står i den forrige bog. Jeg er ved at være igennem min gennemlæsning og jeg har desværre opdaget nogle huller i historien, som jeg skal have fyldt ud eller skrevet om, så det passer med hvad jeg har skrevet i bind 1. Jeg vil ikke sige historien er så hullet som en si, men der nogle huller som nager mig. Det er irriterende, især hvis man er nødt til at tænke i en helt anden bane for at få tingene til at passe sammen. Især når man faktisk er ret godt tilfreds med den overordnet handling, men man måske er nødt til at ændre historien, så den passer med hvad jeg har skrevet i bind 1. 

Når jeg er færdig med denne seneste gennemlæsning er jeg nødt til at læse Djævlens Kys, så den er frisk i erindring, for selvom jeg ved hvad der sker (har jo skrevet den), så har jeg også lavet en del ændringer i den i løbet af redigeringsperioden før den blev udgivet. Så er der de mindre detaljer, som nogle måske vil mene er ubetydelige, men det vil de ikke være for læseren, som har læst den første bog.

Hvis der er noget jeg ikke bryder mig om, når jeg læser i bogserie, er når forfatteren har efterladt en masse løse tråde og huller, som ikke er blevet fyldt ud. Så det er noget af det, der er vigtigt for mig at få styr på, før jeg går videre i redigeringsarbejdet.

Når det er sagt, så er jeg sikker på at jeg får bundet alt fint sammen. Det plejer jeg at gøre, når jeg skriver. Sommetider ved tilfældigheder og andre gange, så giver det lidt sig selv, når man først gennemgår teksten og handlingen. Heldigvis har jeg baglandet i orden, hvis jeg har behov for at sparre med noget. Har et par veninder, som kender historien ind og ud, da de har været med fra begyndelsen, da jeg først begyndte at finde på handlingen. De kender mine karakterer og ved hvordan de er, hvad de vil gøre og ikke gøre. Så hvis jeg skulle gå helt i stå, så kan jeg altid pille med deres hjerner og få et andet perspektiv på handlingen.

Indtil næste gang

Susanne

 

Så, så og så

 

Når man skriver, uanset om det er artikler, bøger, afhandlinger, stil, ja alt hvor det kræver, at man skal sætte flere sætninger sammen. Ja, så kan der snige ord ind, som går igen og igen. De kan virke ubetydelige for én selv, men når andre folk læser dem, kan det virke for det første gentagende, men også irriterende og iøjnefaldende. Det kan være ens talesprog, som sniger sig ind, hvordan folk udtrykker sig i ens område eller bare en dårlig vane fra egen side. 

I mit tilfælde er ordet så, noget der sniger sig ind i mine sætninger. Det kan virke tilforladeligt, når den står alene, men når den dukker op i næsten hver anden sætning, så ender det som et irriterende fyldord, som skader mere end gør gavn. Gentagelser generelt er en svaghed, jeg kæmper med, når jeg skriver. En dårlig vane, som får lov til at leve i bedste velgående, hvis jeg ikke nærlæser det jeg skriver. Imens jeg skriver, registrerer jeg det ikke (vil gerne have haft et så ind efter kommaet) og det er først, når man læser teksten igennem bagefter, at ordet bliver påfaldende. Selv nu når jeg skriver dette, så forsøger jeg at undgå ordet. Det er svært, men desværre er det ikke altid, jeg fanger mig selv i det.

Indtil næste gang, så vil jeg lede videre efter mine så'er.

Susanne

Idéer søges

 

Her mellem jul og nytår har jeg taget fat på at redigere Rosenalliancen. Der er dog et par huller i historien, som jeg skal have fyldt ud, men lige nu er jeg ret blank. Når det sker, så er der forskellige muligheder, som jeg kan tage fat i, for at få idémaskinen i gang. Se film eller serier, som kan sætte min hjerne i gang, læse, lytte til musik eller snakke med mine veninder, som har været med hele vejen, fra den spæde start, hvor Léontine først så dagens lys og som kender mine karakterer, hvem og hvordan de er og faktisk kender hele baggrundshistorien. Ja og så er der selvfølgelig ikke gøre noget som helst og i stedet bare gøre rent, vaske tøj, handle ind, som faktisk også kan noget, for lige pludselig så kommer idéer til mig.

De sidste dage har jeg set serien Barbarerne, som udspiller sig i begyndelsen af vores tidsregning hvor der kæmpes mellem germanerne og romerne. Da Rosenalliancen henter inspiration fra Romerriget, så er det nærliggende at se sådan en serie. Nu er jeg så gået i gang med Rome, som er en serie fra 2005 som naturligvis også handler om Romerriget. Indtil videre er det kun meget lidt, som er dukket op i mit hoved, men der er noget bagerst, som står og simre. Forhåbentlig vil det dukke op, så jeg kan gøre brug af det.

Det kan godt være frustrerende, når idéerne ikke bare kommer til en, men jeg har lært at man er nødt til at være tålmodig, for hvis man presser for meget på, så kan man ende med at gå helt i stå og få en ordentlig omgang skriveblokering. Heldigvis har det ikke været ofte det seneste år, især med det pres som jeg har lagt på mig selv om at blive færdig med at skrive bind 2. Da jeg sad og læste de første fem kapitler igennem, kunne jeg godt se at der var noget der skulle omskrives. Når man har en følelse af at ordene ikke rigtig er der eller der er noget der mangler, så skal man nærlæse teksten og prøve at omskrive eller helt forkaste afsnittet og skrive noget fra bunden af.

Men jeg er i gang, hvilket er det vigtigste. Nu regner jeg ikke med at jeg får set så meget på manuskriptet nytårsaftensdag og nytårsdag, men jeg har taget ferie hele næste uge, udelukkende på grundt af bind 2, så jeg kan få kikket den igennem en enkelt gang, før jeg skal i gang med tredje gennemlæsning. Jeg skal egentlig også have læst Djævlens Kys igennem, men siden den er udkommet, har jeg ikke læst den af frygt for at opdage alle de fejl, som jeg og redaktøren ikke fangede før den gik i trykken. Jeg ved at det er åndssvag, men jeg er lidt af en perfektionist i visse henseender og hvis der er noget jeg hader, når jeg læser bøger er når jeg ser stave- og slåfejl, hvilket faktisk er ofte i moderne litteratur. Desværre har jeg frygtelig svært ved at finde mine egne fejl, når jeg skriver.

Så her på falderebet vil jeg bare ønske alle et rigtigt godt nytår og forhåbentlig bliver 2024 et spændende år, især hvis jeg kan få Rosenalliancen gjort færdig, så den kan blive sendt ind til forlaget *fingrene krydset*.

GODT NYTÅR

Susanne

Værktøjer del 3

 Der er mange forskellige redskaber, man kan benytte sig af, når man skriver. Trello er et af dem. Den findes både som app og hjemmeside. Trello er et planlægningsværktøj som man kan bruge i virksomheder, men også for forfattere, når de vil danne sig et overblik over, hvor langt de er med bearbejdningen af et manuskript. Man kan købe sig til yderligere adgang, men jeg bruger den gratis basis adgang, hvilket er udmærket for mig. Der er mulighed for at dele det med andre, det kan være hvis man er flere forfattere på en bog, så kan man notere, hvem der laver hvad og hvornår. Man kan lave en liste over de ting man skal igennem og så markere dem som lavet, under udarbejdelse med mere ved hjælp af farver.

Jeg stødte først på Trello, dengang jeg var optaget af online RG på et forum. Da virksomheden bag forumplatformene, annoncerede at de vil komme med en ny styresystem, så kunne man følge dem inde på deres Trello konto, hvor man kunne man se deres fremgang. Så hvis man vil give ens læsere muligheden for at vise fremgangen i en serie man er i gang med at skrive, så er det også en mulighed.

Trello er udelukkende et sted, hvor man kan holde styr på hvor lang man er i sin skriveproces og eventuelle redigering. Jeg benytter den til begge dele. Til at starte med var det i forbindelse med min redigering af Kajsa og Lysets Rige, siden tilføjede jeg også de bøger, som jeg er aktivt i gang med at skrive på. Især hvis man skriver på forskellige kapitler ad gangen, så kan man markere når de er færdig og derved danne sig et overblik over hvilket kapitler er færdige og hvilke er ikke påbegyndt eller påbegyndt.

Den er også ideel i det daglige med hverdagens gøremål, hvor man også kan sætte tidsfrister på. Endda dele den i en familie, hvis det er det man vil. Mulighederne er mange. Trello er blevet et virkelig godt værktøj for mig i min skriveproces, så jeg kan holde styr på mine historier og hvor langt jeg er med dem.

Indtil næste gang

Susanne

Redigeringsfasen

Så blev jeg færdig med at skrive på Rosenalliancen og så er det mange tror, at nu sender jeg den ind til forlaget. Nej, det gør jeg ikke. Nu begynder den næste fase, nemlig fasen hvor jeg læser historien igennem, retter, skriver til, omskriver, sletter, sætter kommaer og punktummer og det gør jeg adskillige gange indtil jeg føler at nu er den klar til at forlaget skal kikke på den. Bare i løbet af de første kapitler jeg har læst igennem, så har der været ting, hvor jeg tænker, det har jeg fuldstændig glemt i løbet af bogen at komme ind på eller følge op på. Det kan også være at en ny idé kommer til mig, som vil passe godt ind, så skal det skrives ind. Det kan også være jeg opdager personer, som på en eller anden mystisk måde ændrer baggrundshistorie i løbet af bogen, så skal det rettes til. 

Der er mange ting man skal kikke på og det tager tid, især for mig, for det er nok den proces jeg hader mest, det er at kikke det hele igennem igen og igen og igen og ... Der kan være dage, hvor jeg kommer til at hade historien så meget at jeg mest af alt har lyst til at opgive det hele. Det bedste man kan gøre i det tilfælde er at lade bogen ligge og lave noget andet. Enten tage fat i en anden bog eller skrive på en af de næste bind eller tilbringe tid med familien, tage ud af huset eller fokusere på ens arbejde og kun tænke på det, så man får redigeringsarbejdet på afstand.

Jeg er jo også i gang med at redigere min ungdomsroman og her er jeg i gang med at kikke nærmere på selve historien, for at få fyldt de huller ud, som er kommet i historien. Der får jeg hjælp af Word, hvor jeg kan sætte den til at læse historien højt imens jeg lytter og følger med i teksten. Det er en god hjælp til at se det der ikke lyder ordentligt i øret. En sætning, som ikke giver mening eller hvis der er en stave -eller slåfejl som pludselig springer i øjnene. Når man selv læser den igennem højt eller inde i hovedet, så kan man godt glemme af fokusere på sætningerne, her er Words højtlæsning guld værd. Når jeg er færdig med denne redigeringsrunde, så er det tid til at printe manuskriptet ud og så skal jeg kikke på den igen og have fat i post-its og overstregningstusser, så jeg kan få historien helt i skabet, hvorefter de sidste runder med grammatisk gennemgang, hvorefter den forhåbentlig er klar til at ryge videre i systemet.

Så der er rigtig meget arbejde mellem selve historieskrivningen og til den ender i trykken. Man kan have skrevet nok så meget, men det skal jo gerne give nogenlunde mening for læserne, for selvom jeg ikke skriver mine bøger for at underholde andre, betyder det ikke at jeg ikke kan gøre noget ud af dem, så de bliver ordentlige. Som jeg har nævnt i andre sammenhænge, så elsker jeg at finde på historier og jeg kan ikke lade være med at skrive. Du kan sige at det er min form for terapi, hvis der sker noget i mit liv, så får jeg mine følelser ud gennem mine historier.

Indtil næste gang

Susanne