Når man mister musen

Der kan være mange årsager til at man mister lysten til at skrive. Stress, for mange bekymringer, sorg eller noget helt andet. Indtil i lørdags var min muse på sit højeste og søndag morgen, ja der havde jeg hverken lyst eller overskud til at skrive. Hvorfor? Dødsfald i familien. Selvom man har ordene i hovedet, så vil de ikke ud og ens tanker handler mere om den person, som ikke længere er her. Alle de gode minder, grinene og humoren som i dette tilfælde min fætter nu var kendt for. En lun og sindig jyde med stort J. 

Sådan er livet desværre, uanset hvordan døden rammer os, så vil den med tiden ramme. Det har også fået tankerne i gang hos mig de seneste dage, hvor jeg bare har gået rundt i min egen lille boble og funderet. Tankerne vendte tilbage til dengang min far pludselig døde, sådan helt ud af det blå, ligesom min fætter, ligesom mange i min familie har forladt denne verden. 

Sorgen kommer i mange former og vi bearbejder den også forskelligt. Om det er ens far eller ens fætter, selvom sorgen er forskellig for mig, så er man trist og vil ønske at det ikke var sket. Tankerne om dem som står i det lige nu. Jeg kan huske, at dengang min far døde var der bare en stor rungende tomhed, som fyldte mig, for verden fortsætter og man føler sig lidt efterladt, selvom man har folk omkring sig og som går igennem det samme som mig, så er det alligevel anderledes, for sorg rammer os forskelligt. 

Når jeg tænker tilbage, så gik der omkring 10 år, før jeg følte mig tilbage til mit gamle selv og alligevel er alt anderledes. Jeg var blevet voksen, havde fået en uddannelse, fået arbejde, flyttet hjemmefra og selv savnet ikke var så stort længere, så var min far der jo ikke længere. Jeg vil ærligt sige, at forholdet til min far var ikke super tæt, han var den strikse af mine forældre, og jeg havde mine ture med ham, hvor vi gik hinanden på klingen. Alligevel så følte jeg skyld over hans død, for var der noget jeg kunne have gjort? Hvis han ikke havde hjulpet mig med min reklamerute, vil han så stadig være i live? Hvis jeg vidste, hvordan man udførte ordentlig førstehjælp, vil han så have været i live? For med sorgen kommer også skylden, enten på en selv eller man skyder skylden på en anden, for det må jo være en eller andens skyld, at folk dør, men sådan er det ikke. Det er livet i de fleste tilfælde, så er der ikke nogen man kan skyde skylden på, hverken en selv eller andre, for det er hvad der sker, og vi er kun mennesker, vi kan ikke diktere hvem der får lov til at leve eller dø. 

Med dette vil jeg bare sige, livet er lunefuldt og det kan ændre sig på et sekund, så lev det imens du har det og vær sammen med dem du holder af, når det er muligt, for det er ikke til at vide om de er væk i morgen.

Til minde om min fætter, der kom herfra alt for tidligt.

Susanne

Billedet er af min far og mig.

Gang i Nóillión Sagaen

 

De sidste mange uger har jeg fået skrevet en del på de forskellige bind i Nóillión Sagaen. Hvis folk så hvordan jeg arbejdede med bøgerne, vil de nok synes at jeg er ustruktureret og ikke særlige kontinuerlig, men det er sådan det fungerer for mig. Det kan være jeg får en idé til bind 4 og så skriver jeg løs på den indtil jeg får en idé til bind 5 og så er det videre til den, før en idé til bind 2 dukker op og det er den bog jeg skriver på. De sidste uger alene har den stået udelukkende på bind 2 og jeg er nu kommet til et lille håb om at jeg måske kan blive færdig med selve skriveprocessen inden året er omme, hvis alt går vel og jeg ikke pludselig får lyst til at skrive på noget helt andet. Her til aften er jeg for eksempel blevet færdig med min disposition til bind 2, så jeg har et overblik over hovedpunkterne, som kommer til at foregå i bind 2. Det er også meget sjovt at se hvordan hver enkelt karakter, stor som lille får deres eget liv. I bind 2 introducerer jeg et par nye karakterer, som især kommer til at cirkulere omkring Léonard, da bogen starter ud med at følge ham og hans udvikling efter den fatale nat i bind 1, hvor han og Léontine bliver forvandlet (undskyld, hvis man ikke har læst bogen endnu, men nu har den trods alt været ude i næsten to år). Bind 2 er delt op i tre dele. Del 1 følger Léonard, del 2 følger Léontine og del 3 følger begge tvillinger.

Husk du at altid følge med inde på hjemmesiden om hvordan det spænder af med bøgerne og fremskridtet med dem.

Da jeg har så mange historier, som finder sted i Nóillión universet, der har en vis betydning for de bøger, som jeg har planlagt skal komme, så går jeg og overvejer om der kommer små fortællinger mellem nogle af bøgerne, men om det er noget der bliver udgivet som bog eller de ryger op på min hjemmeside må tiden vise. Det er ikke før bind 4 og 5 at der kommer noget mellem de to, som kunne være interessant at offentliggøre. Lige nu har jeg bare fokus på at få bind 2 færdig, så den også kan komme ud og folk kan få fortsættelse, jeg efterlod jo trods alt bind 1 med lidt af en cliffhanger :)

Indtil næste gang

Susanne