Hvad sker der så?

 

4. redigeringsrunder er gennemgået og undervejs kom jeg til at overveje. Hvad skal der egentlig ske i bind 3. Oprindeligt havde jeg planlagt en fortsættelse af Léontines fortælling, men nu går jeg og overvejer om jeg skal fokusere på de andre søskende, som ikke er med i bind 2 og fortælle om hvad der er sket med dem efter angrebet.

Jeg er ikke kommet frem til en beslutning, men det kommer også an på, hvordan det går med arbejdet om de øvrige søskende. Selvom jeg har en overordnet idé om hvad der sker med dem, så havde jeg ikke rigtig planlagt at deres historier skulle fortælles allerede. Hvem ved måske ender jeg med at gøre det alligevel, kun tiden vil vise. Nu skal jeg for det første have udgivet bind 2 og jeg er begyndt på hvad jeg oprindeligt har planlagt skal være bind 3.

Det giver bare en masse usikkerhed om i hvilken retning jeg skal tage serien. Skal jeg fokusere udelukkende på Léontine og slutte af med de øvrige søskende. Det kommer også meget an på, hvordan deres historie skal fortælles. Måske jeg skulle lade det være op til læserne... Der er mange måder at gøre det på, men jeg tror dog at jeg ender med at vælge ud fra hvilken historie, som bliver færdigskrevet først.

Indtil næste gang

Susanne

Utålmodigheden Truer

 

I tidligere indlæg har jeg skrevet om udviklingen af bind 2 i Nóillión Sagaen og jeg må ærligt erkende at de seneste uger har mine forventninger været til at føle på. Jeg er så langt i processen at jeg snart skal have sendt den ud til folk, som skal læse den for første gange. Det er nervepirrende og selvom jeg skriver disse historier for min egen skyld, så vil man jo gerne have at andre også kan lide dem. 

Jeg har aldrig været god til at modtage hverken roser eller kritik, uanset om det er konstruktivt eller ej. Det er jo bare noget jeg gør, det er ikke noget jeg tænker videre over. Alligevel vil jeg også gerne gøre et godt stykke arbejde, så der er mange modpoler, man skal forholde sig til.

Nu er jeg næsten igennem den 4. redigeringsrunde og jeg har været ved at kikke på hvor meget, der egentlig skal gøres, før jeg sender den videre i systemet. Efter denne runde tager jeg en sidste hurtig gennemlæsning og redigering og så er det afsted på støttehjul og håbe at historien ikke vælter og håbe på at den snart kan få taget støttehjulene af og skal videre ud, hvor den skal klare sig selv. Jeg er nok den der sætter det højeste forventningspres, når det kommer til mine historier. 

Jeg elsker at skrive historier, bruge sproget. Jeg vil jo bare dele min glæde for de historier, jeg skriver. Hvorom alting er, så er der faktisk sket en hel del fra 3. redigeringsrunde til nu. Der er føjet flere kapitler til og jeg har fået slettet endnu flere fyldord (de er overalt 😉). Desuden er jeg faktisk også ved at overveje, hvad jeg gerne vil have med af illustrationer, for det er rart at have det på plads inden, så man ikke lige pludselig står og skal tage en beslutning, når forlaget spørger, hvad man har af tanker og idéer til layoutet. Så jeg er kommet ind i den mere nervepirrende fase, som kun vil blive endnu mere nervepirrende jo tættere jeg kommer på at få den sendt ind til forlaget.

Indtil næste gang

Susanne

Det skrider fremad

 

Så er jeg gennem 3. redigeringsrunde. Efter jeg har fået lukket en masse huller og omskrevet de første kapitler, er der mere ro i maven og føler at historien skrider i den rette retning nu. Det er lidt problemet, når man skriver over en længere periode. Man husker ganske enkelt ikke hvad man startede ud med og så bevæger historien i en helt anden retning, end man først planlagde. Der er stadig nogle enkelte huller og så er der alle småtingene, som nager der lige skal rettes til. Dog regner jeg med at næse fase snart kan gå ind, hvilket er beta fasen, hvor historien skal læses af andre end mig og forhåbentlig få noget konstruktiv kritik i hvad der mangler, hvad der er for lidt af eller for meget. Det er altid en grænseoverskridende fase, for indtil videre har historien været min alene og jeg har ikke behøvet at tænke på hvad andre mennesker vil tænke.

Nu tager jeg lige en dags pause før jeg går i gang med 4. redigeringsrunde, hvor jeg får computeren til at læse højt for mig, så jeg kan høre, hvordan historien lyder og om den glider som den skal. Så får vi se om jeg sender den ud til mine beta-læsere eller om den skal have en runde mere. Det vigtigste er at jeg har en god følelse i maven hvad angår historien.

Indtil næste gang

Susanne