Nye idéer

 

Ja, hvorfor ikke. Den anden dag fik jeg en idé om endnu en bog i Nóillión Sagaen. Alle søskende får mindst en bog for sig selv, så hvorfor skal Léonard ikke have en også. Léontine er den overskyggende hovedperson i sagaen, men hver søskende har en unik historie, som jeg gerne vil fortælle og det skal også gælde for Léonard. Idéerne er allerede ved at flyve rundt. Dog går der noget tid, før det er tid til hans bog, da hans historie, som jeg vil fortælle foregår mellem 1906 og 1944 og da vi først skal gennem de øvrige søskende, plus et par bøger, hvor både han og Léontine er hovedpersoner, så er hans bog først sat som bind 9.

Hver gang jeg får en idé til en bog, kommer jeg til at tænke på alle de øvrige idéer, som jeg stadig skal have skrevet færdig. Ikke kun i Nóillión Sagaen, men også de øvrige historier, som slet ikke har noget med Nóillión Sagaen at gøre. Jeg har ofte fået spørgsmålet, hvor får jeg idéerne fra og for at være ærlig, jeg aner det ikke. Jeg har altid haft en livlig fantasi. Som barn var jeg meget alene, da jeg hverken gik i børne have eller boede et sted, hvor der var mange børn på gaden. Jeg voksede op på en gård og selvom der var børn på de nærmeste gårde/husmandssteder/huse, så var de jo i børnehave i løbet af dagen, så jeg skulle jo finde på mine egne lege og underholde mig selv, da mine forældre passede gården, huset, haven og hvad der nu skulle laves i løbet af dagen. Det var sjældent jeg kedede mig og jeg havde da kattene, som jeg kunne lege med og en gård, jeg kunne udforske. Min far havde sat en gynge op ude i kostalden, så jeg sad altid og gyngede imens han malkede køerne. Jeg kunne også finde på at fortælle historier for kalvene, når jeg kælede med dem. Så var der jo dukkerne indenfor, som jeg også legede flittigt med. Altid forestillede jeg mig en eller anden scenarie, dukken skal til læge, dukken skal til frisør, hvad det nu kunne være.

Da jeg blev lidt større, så gik jeg om bag maskinhuset, hvor der lå en masse dæk. Her lavede jeg en hule, hvor jeg forestillede at jeg levede i stenalderen, så jeg gik ned i den nærliggende bæk og hentede ler, som jeg så tog med op til min hule. Der var også mindre lunde, hvor jeg klatrede i træer eller forestillede mig at der boede en trold inde i et kroget træ med et stort hul i. Jeg boede i et område, hvor der var mange gravhøje, så historie har altid fascineret mig, især vikingetiden og tiden før det. Mine forældre var også gode til at fortælle om hvordan det var at være barn under 2. Verdenskrig. Især min far fortalte ivrigt om at han havde set tyske soldater, at hans far havde været i det lokale vagtværn, hvordan nogle fra landsbyen havde været med i modstandsbevægelsen, andre var tyskervenlige. Historien har ganske enkelt været mere spændende end nutiden, måden folk levede på, deres tøj og hår. Det er nok derfor at disse år er lidt mere skræmmende, fordi det minder meget om alle de ting, som ledte op til 2. Verdenskrig at de er ved at gentage sig. Spørgsmålet er bare om alle har lært af lektien eller om der er nogen, som ikke kan dy sig.

Hvorom alting er, så fortsætter jeg med at skrive så længe, der er historier at fortælle, uanset hvad.

Indtil næste gang

Susanne

Intet nyt...

 

... er godt nyt, siges det. 

Jeg kan ikke ligefrem påstå at jeg overrender med nyheder for tiden. Alt hvad der har med mit forfatterskab har mere eller mindre stået stille de seneste måneder, imens jeg prøver at finde motivationen. Tankerne er så småt ved at vende tilbage, selvom det stadig er noget sløvt med mine karakterer. Jeg har fået skrevet en linje eller to hist og her, men langt fra hvad jeg normalt får skriflet ned, når jeg er i hopla.

Forhåbentlig når jeg har min boligsituation i orden, så kan jeg begynde at fokusere mere på at skrive og redigere. Når man har hovedet fyldt med andre ting, så er det ikke altid nemt at få plads til mine historier også. Jeg får dog skrevet nogle idéer ned i ny og næ, når jeg kommer på et eller andet.

I disse dage fokuserer jeg på kunstmessen, som jeg har meldt mig på sidst i marts. Oprindeligt var planen at jeg bare vil stå med mine bøger, men da jeg ligger inde med adskillige malerier og andet kunst, som jeg har lavet i årenes løb og med en flytning i horisonten, tænkte jeg at det var en oplagt mulighed at få det med på standen, så er ved at få tingene fundet frem og se om jeg kan få malet lidt nyere malerier. Jeg tager ovenikøbet mit yndlingsmaleri med, som jeg har haft på væggen i snart ti år, noget af mit bedste arbejde, men som jeg altid siger, jeg kan altid male noget nyt og hænge på væggen, hvis det er, så jeg tager skilleriet med på kunstmesse og så må vi se om der er bid, ellers ryger den bare med i min nye lejlighed, når jeg engang får fundet noget at bo i.

Indtil næste gang

Susanne

Stille, stille, stille nu står solen op

Fotograf: Bettina Skindstad Ebert

Sådan begynder sangen om Buster. 

Det har været meget stille fra min side og det er forståeligt nok. Den 22. januar gik min mor bort. Jeg har egentlig haft en følelse i over et halvt år om, at hun ikke havde langt igen. Min tid i de seneste par måneder har været på at være der for min mor, når hun behøvede det. Det har også gjort, at alt hvad der har heddet at skrive og redigere, har lagt på et meget lille sted. Nu to uger efter hun er gået bort, så er lysten der stadig ikke, men mine tanker er så småt begyndt at bevæge sig i skrivehjørnet. Jeg sidder og læser det, jeg har skrevet indtil videre. 

Jeg håber, at jeg snart kan finde motivationen igen, men der er stadig mange ting, der skal gøres i forbindelse med min mors død, jeg skal også have fundet ud af, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg skal have fundet et andet sted at bo (mors hus er ganske enkelt for stort for mig nu). Jeg har snakket mere i telefon de seneste par uger, end jeg gør i løbet af et år og jeg bryder mig ikke om at tale i telefon, da det giver mig hovedpine, hvis jeg har den mod øret for længe af gangen. 

Forhåbentlig kan jeg finde motivationen igen i løbet af foråret til at få redigeret Kajsa og Lysets Rige, som står øverst på min to-do-liste. Det var oprindeligt planen, at jeg skulle have brugt julen på det, men der var andre ting, der var mere vigtige (sørge for mor fik en god jul og nytårsaften).

Indtil næste gang

Susanne

Når tankerne fylder.

 

Jo ældre man bliver, jo flere tanker er der man skal holde styr på. Sådan er det for mig. I den ene ende er der alle bekymringerne og i den anden er det alle historierne, som danner sig i ens hoved, når man skriver. Sommetider, så vækker de mig om natten, andre gange så har jeg svært ved at falde i søvn om natten. Efter jeg er begyndt at føre dagbog, så har det faktisk hjulpet. I denne uge har jeg skrevet hver dag, for det har jeg haft behov for, andre gange er det kun et par gange om ugen. Og det er alt jeg skriver ned, alt det der fylder i mit hoved, som jeg skriver ned. Sommetider giver det mig et overblik, andre gange er det bare for at få det ud af mit hoved, så det ikke står og fylder op derinde. 

Det er især slemt i de perioder, hvor jeg også har mine historier, som jeg tænker på og sådan er det i disse dage, for ikke nok med at nogle af de mindre historier, som jeg går og skriver på, så er der også de mere etablerede karakterer fra Nóillión Sagaen, som fylder. Især Lémár og Lizette har fyldt meget, men nu er Léontine og Javier også dukket op. Men som mit motto er, jeg tager en dag ad gangen ellers bliver jeg forvirret.

Indtil næste gang

Susanne

Værktøjer del 4

Jeg vil gå så langt og sige at Wattpad godt kan betegnes som et værktøj for en forfatter. Det er en app og hjemmeside, hvor man kan lægge sine historier op og nogle tjener ovenikøbet penge på det. Det kan godt være det også bliver noget for mig en dag, men for nu er det bare for at få nogle af alle mine historier ud, som jeg ikke lige har planer om at udgive i bogform.

Jeg har aldrig læst nogle af historierne derinde, men der er faktisk nogle (især ungdomsfilm og serier), som udspringer fra historier fra Wattpad. Men det er en måde at få ens historie forholdsvis hurtigt ud til læserne, man kan opgive karakterer og forskellige karaktertræk ved hovedpersonen, som læserne kan læse om.

Min plan med min profil er at udgive nogle af de baggrundshistorier, som jeg ligger inde med, som jeg ikke føler behøver at blive udgivet i bogform. Måske en dag, men for nu vil de blive lagt op på Wattpad. Det kan også være en måde at få flere læsere på.

Desuden har jeg længe tænkt på at skrive på engelsk, hvilket var noget jeg har gjort i adskillige år, før jeg udgav mine første bøger og jeg savner det lidt. Jeg har en del venner og familier i udlandet, som ikke kan forstå dansk, så det vil være en måde at give dem nogle historier, som de også kan læse, da de ofte spørger til mine historier.

Vi må se hvad det fører til, men for nu er det mest for at få mange af mine mindre historier ud i verdenen. Det minder mig en smule on fanfiction.net som jeg brugte en del da jeg var yngre og skrev en del fanfiction og der er nogle enkelte fanfiction agtige historier på Wattpad, men der er også meget andet og mere originalt, som man kan dykke ned i.

Så hvis du vil følge mig inde på Wattpad, så kan man finde mig her. Hvis man ikke vil, så er det helt fint og man vil altid kunne finde de samme historier inde på min hjemmeside.

Indtil næste gang

Susanne

 

Når man ikke kan skrive...

 ... så skriver man.

Det var noget af det jeg har lært på nogle af mine mange skrivekurser gennem tiden. Når klappen er gået ned eller man ikke er i hopla til at skrive på sine historier, så skriver man. Måske ikke på historierne, men så kan det være dagbog, blogindlæg, tanker man går og har angående en historie. De seneste par uger har den stået på dagbog. Jeg har haft et behov for at få mine tanker ud, så har jeg siddet næsten dagligt og skrevet hvad dagen er gået med, glade tanker, triste tanker, hvad jeg nu føler behov for at komme af med.

Selvom det ikke har hjulpet på min muse, så har det hjulpet lidt på mit hoved at jeg kan få læsset alt af. Udover mine tanker, så laver jeg også en ugeplan, for hvad jeg gerne vil nå i løbet af ugen. Sommetider lykkedes det mig andre gange ikke. Det vigtigste er at jeg får skrevet, for at holde det i gang på en eller anden måde. Der sker mange ting i det private, som har mit fokus for tiden, så lysten til at være kreativ med ord ligger på et meget lille sted, men der ryger lidt ud her og der, som forhåbentlig vil blive til noget med tiden.

Indtil næste gang

Susanne

Godt og Skidt

 

Jeg fik en ny idé til en historie i går og jeg har planer om at skriver idéen ned, men så tænker jeg på alle de andre historier, som jeg er begyndt på, nogle er jeg nået længere med end andre og så er der de store historier, dem som driver det hele. Det kan være både godt og skidt at have sådan en fantasi som min, men det kan også blive lidt uoverskueligt til tider, for hvornår skal jeg få tid til at færdiggøre alle de historier. Sommetider vil jeg ønske jeg kunne klone mig selv, så jeg kan gøre det hele. Jeg elsker min fantasi, men den kan også blive lidt for meget sommetider. 

Dog regner jeg ikke med at fokusere på skriverierne i de kommende uger, jeg tager en dag ad gangen, holder ferie hvor jeg kan få lavet alt mulig andet. Om der så ryger en sætning eller afsnit ud her og der og måske lidt research og hvad der ellers kan falde af, så regner jeg med at holde min hjerne fuldstændig forfatterfri, så jeg kan fokusere på andre ting her i livet, som har haft en plads på bagsædet de seneste mange måneder. 

Det er ikke altid nemt at have mange bolde i luften, sommetider hænger de bare deroppe, imens et par enkelte falder til jorden og hopper væk, indtil jeg får tid til at fange dem igen. Jeg har ovenikøbet planer om at tage på et par oplevelsesturer ud i Danmark, for at få lidt andre indtryk end hvad der foregår i min egen osteklokke.

Jeg går også og funderer over december måned. Siden jeg begyndte at have en hjemmeside, har jeg haft en julekalender. Jeg har tænkt på at skrive en julehistorie, som har nul referencer til mine andre historier, men det tager tid og selvom jeg teknisk har tiden de kommende uger, så er jeg faktisk ret blank. Vi får se om jeg kommer på noget ellers kan det være jeg laver nogle indslag i løbet af December måned, som kan have en eller anden form for tema eller relevans til mit forfatterskab.

Som sædvanlig kører min hjerne på højtryk med kreative idéer, nogle bliver til virkelighed, imens andre kommer til at forblive på tegnebrættet eller lagt i en skuffe til en anden god gang. Hvem ved måske jeg ovenikøbet kommer til at opdatere bloggen lidt oftere i den kommende tid med mine vilde tanker, for dem har jeg mange af.

Indtil næste gang

Susanne

Forfattertanker

 

Rosenalliancen er udkommet. Selve udgivelsesdagen blev brugt i sygesengen med corona, ikke ligefrem det mest ideelle. Nu hvor jeg endelig er kommet ovenpå, så kører mine tanker om de næste bind. Selvom det hele er research og noteskrivning, så holder jeg en lille pause. Næste uge går jeg dog i gang med at kikke Kajsa og Lysets Rige igennem, hvis jeg kan komme afsted med det. Det kan sommetider være svært at omstille ens tankegang fra en fortælling til en anden, især hvis man er fuldstændig opslugt af den.

Vi får se hvordan det går, til at begynde med skal jeg have kikket mine beta-læseres noter igennem og se hvad jeg derefter skal gøre ved manuskriptet. Forhåbentlig har jeg hovedet med, det er ikke altid at have nok plads på harddisken, når der er tusind andre ting i livet man også skal forholde sig til.

I denne uge skriver jeg projektopgave i forbindelse med et kursus jeg tager, som slutter på fredag, så det har mere eller mindre alt mit fokus i disse dage. Der er stor forskel mellem at skrive på noget fagligt og skønlitterært. Når det gælder faglig skrift, så er tingene mere eller mindre fastlåst, det er begrænset hvor meget frihed man har. Hvorimod skønlitterært der er det kun fantasien, der sætter grænser.

Så indtil næste gang.

Susanne

Imens Vi Venter

Så er bogen gået i trykken og nu kan jeg bare sidde og vente utålmodigt på, at jeg får min sending om et par uger. Imens vi venter, så går jeg og forbereder mig. P.t. kører jeg en nedtælling på de social medier og min hjemmeside, hvor jeg sætter fokus på mange af de karakterer, som er med i bind 2. Desuden går jeg og tænker på bind 3 og 4, som ligger og rumsterer i baghovedet. Derudover er der min ungdomsbog, som jeg også skal i gang med når Rosenalliancen er udkommet. Om det ikke er nok, så er der også livet ved siden af mit forfatterskab, som også er i fokus. Skal i gang med et kursus på mandag, heldigvis er det online, så ikke noget med transporttid, men alligevel jeg skal koncentrere mig noget, som har betydning for min hverdag, når jeg ikke skriver.

Jeg må indrømme at det har været ekstra stressende i denne omgang end det var med bind 1, måske fordi jeg vidste hvad der skulle laves. Tilbage i 2021 var jeg uskyldig og havde ingen idé om hvor meget der egentlig skal laves for at et manuskript bliver til en bog. Lige nu sidder jeg og venter at høre angående lydbogen, da den kommer senere end e-bogen og den fysiske bog. Er skuespilleren ledig som læste bind 1 højt eller skal jeg have fundet en anden, men forhåbentlig så ved jeg noget snart og mere vil blive offentliggjort om hvornår lydbogen kommer ud.

Indtil næste gang

Susanne 

Hjemmesiden

 

Der sker en masse bag kulisserne i disse dage. Bogen er stadig ikke gået i trykken, men forhåbentlig i næste uge, hvis alt går vel. Så er der nedtællingen til at Rosenalliancen udkommer, som går i gang den 15. september. I den forbindelse er jeg ved at opdatere hjemmesiden, med alt det sidste nye, både hvad angår karakterne vi møder i bind 2 og en masse andet info, som I vil kunne læse om i løbet af september og oktober, når vi tæller ned til den 15. oktober.

Det er tidskrævende, men også sjovt ellers vil jeg ikke gøre det. Jeg har så meget baggrundsstof til Nóillión Universet og jeg har planer om at jeg vil dele det inde på hjemmesiden efterhånden. Du kan allerede nu læse små historier fra universet.

Indtil næste gang

Susanne

Sommer Blues

Efter en uge, hvor jeg stort set ikke har skrevet en linje, da jeg vil holde fuldstændig fri, så har jeg svært ved at komme op i omdrejninger igen. Heldigvis kører min hjerne stadig med idéer og handlinger til de forskellige historier, jeg skriver på, men det er begrænset hvad jeg får skrevet. I går gav jeg fortabt, da det jeg skrev var kedeligt og mit humør var heller ikke til det. Jeg er dog ikke bekymret, jeg holder mig i gang med at arbejde på min hjemmeside, skrive idéer ned eller arbejde på nogle af karaktererne, så jeg har yderligere baggrundsviden om dem.

Det er alligevel en lidt tom følelse jeg står med, når jeg ikke får skrevet noget på mine historier. Jeg tror ganske enkelt mine karakterer ikke er vendt tilbage fra sommerferien og der går nok lidt tid, før alle er i sving igen, men så er det rart at man har så mange andre ting, man kan give sig i kast med.

Indtil næste gang

Susanne

Titler

 

Når jeg begynder på en ny historie, så kommer titlen forholdsvis hurtigt til mig. Sommetider kommer den faktisk først og så historien følger. Jeg er begyndt på en ny ungdomsroman, som handler om to bedste venner, som begynder at føle mere end venskab for hinanden. Indtil videre er arbejdstitlen Kærlighed og venskab, men ærlig talt lyder det lidt fesent. Jeg går også og overvejer om jeg bare skal bruge hovedpersonernes navne som titel, men det er der så mange andre romaner, der har hovedpersonerne som titel, så det er jeg også lidt usikker omkring. 

Forhåbentlig kommer den til mig på et eller andet tidspunkt. I det mindste har jeg virkelig fået skrevet her henover weekenden. Det vil være meget rart at få nogle af disse små 'stand alone' historier, hvor jeg ikke har planlagt en hel serie, færdig.

Jeg glæder mig til at dele mere med jer om historien, når jeg er kommet længere i processen.

Indtil næste gang

Susanne

Det Sidste Komma

 

Så er det sidste komma ved at være sat i Rosenalliancen, hvilket betyder at bogen skal sættes op. Her er det grafikeren, som kommer på banen, så bogen kan blive klar til at gå i trykken. Dog får jeg den retur inden det sker, da der kan snige sig fejl ind fra grafikerens side, som gerne skal rettes. Selvom det er en langsommelig affære at udgive en bog, set fra forfatterens side (i hvert fald for mig), så er det også en spændende proces. Man får læst teksten igennem rigtig mange gange og jeg kan godt begynde at mærke at det er ved at hænge langt ud af munden på mig. Redigeringsfasen har aldrig været min kop te, jeg har altid foretrukket forarbejdet og skrivefasen. 

Selv nu her hvor jeg egentlig skal fokusere på at sætte de sidste kommaer, så dukker de kommende bind op i hovedet på mig og jeg begynder at komme på idéer og hvordan de kan indgå i den videre historie. Når man er forfatter så skal man vidst have lidt af en splittet tankegang og personlighed, min tanker er i hvert fald flyvske og jeg tvivler på jeg er den eneste, som har det sådan.

Men tilbage til de sidste kommaer, så jeg kan få sendt manuskriptet ind for sidste gang inden den ryger videre i systemet.

Indtil næste gang

Susanne

Min Skriveproces

 

Imens jeg venter på at den eksterne redaktør skal blive færdig med at kikke mit manuskript til Rosenalliancen igennem, er mit fokus videre til de efterfølgende bøger. Jeg er så småt begyndt at skrive, men der er også en masse baggrundsarbejde, som skal på plads for at jeg faktisk kan skrive.

Sommetider kommer tingene løbende, men i starten af min skriveproces, så tænker jeg handlingen igennem. Hvad er det jeg gerne vil have at hovedpersonen gennemgår, hvilken rejse, udfordringer, prøvelser skal hovedpersonen gå igennem, før han eller hun kommer ud på den anden side, enten styrket eller svækket.

Dernæst kigger jeg på historien for den tidsramme. Selvom det er fantasy, så inddrager jeg gerne noget fra historien, så hvis det ikke passer ind i min historie, så laver jeg det om, så det passer ind i min fortælling. Det kan være alt fra historiske personer til begivenheder. 

Derudover kigger jeg også på karaktererne. Er det nogen der går igen eller har vi behov for nogle nye, som krydser vej med hovedpersonen. Hvor stor betydning har karakteren? Skal karakteren dukke op i senere bøger eller er det bare en ubetydelig biperson.

Imens jeg skriver kan der ske ændringer, for sommetider begynder hovedpersonen at få sit eget liv og gå i en helt anden retning end jeg havde planlagt. Det kan være frustrerende for mig, men som regel så spiller jeg de forskellige scenarier igennem i hovedet og hvis jeg ikke helt kan beslutte mig, så chatter jeg med et par veninder, som har været med fra begyndelsen og kender mine hovedpersoner i Nóillión Sagaen lige så godt som mig, de ved hvordan jeg tænker. Det er sommetider rart at diskutere handlingen med nogen, som faktisk har været med inde over den fra den spæde begyndelse. Bare det at kunne vende tingene er rart, det er ikke altid at de faktisk siger at jeg skal gå en bestemt vej. De siger nærmere at det kunne være en mulighed eller skyder idéen ned, hvis den ikke giver mening.

Når man skriver er der mange facetter man skal overveje og mange aspekter man skal have med. Da genren er historisk romantacy, så går der mange tanker igennem hovedet på mig, før jeg faktisk ender med noget, som jeg gerne selv vil læse. Det er det vigtigste for mig i første ombæring, at jeg selv efter at have læst teksten igennem, stadig finder den fængslende. Derefter kommer beta-læserne, velvidende at jeg ikke vil kunne gøre alle tilfredse og det er heller ikke mit mål. Jeg skriver mine bøger fordi jeg elsker at skrive og fortælle de historier, som har rumsteret i mit hoved i så lang tid.

Det var nogle af de ting, som jeg går og pusler med, når jeg skal i gang med at skrive en ny bog. Det er en lang proces og der kan gå uger, hvor jeg ikke får skrevet et eneste ord ned, men min hjerne holder ikke fri, den kører på højtryk døgnet rundt.

Indtil næste gang

Susanne

Fremskridt

Der har været lidt stille fra min side. Jeg har selvfølgelig travlt med at få Rosenalliancen klar til udgivelse i oktober, men der har også været en del udenoms støj, som har forstyrret mig en del. Så når jeg endelig for fred og ro omkring mig, så sidder jeg og kikker manuskriptet igennem. 

Jo mere jeg læser det igennem, des mere glad bliver jeg med det. Jeg føler virkelig at bind 2 byder på en masse. Både drama, traume, tragedie, mystik, en lille smule romantik for både Léonard og Léontine. Så er der de nye karakterer, som dukker op og som jeg glæder mig til at gå mere i dybden med i de kommende bøger. Så er der de gamle kendinger, som vender tilbage og biddrager på godt og ondt til tvillingernes udvikling gennem bogen.

I dag blev jeg konfirmeret om at det med at fortælle historier er drømmen. Jeg har en ungdomsbog ude blandt beta-læsere og fik den tilbage fra en af dem. Jeg elsker ros og når nogen siger at de ikke kan lægge historien fra sig og gerne vil læse mere. Selvfølgelig lægger det også et væsentlig pres på at man er nødt til at fortsætte.

Efter at Rosenalliancen er færdig, så vil jeg se om jeg ikke kan få min ungdomsroman udgivet. Den har gemt sig bag Nóillión Sagaen, selvom det faktisk er den historie, som jeg begyndte på først. Det er over 20 år siden jeg begyndte at skrive på Kajsa og Lysets Rige, men så dukkede Nóillión Sagaen op og den blev mere dominant i mit hoved, men nu skal det være.

Indtil næste gang

Susanne

Pilgrimsrejsen

 

Imens jeg venter på at forlaget sender mit manuskript retur med de første redigeringer, så sidder jeg og planlægger bind 3. Det er alt lige fra karakterer (gamle som nye), handlingsforløb, baggrundsviden vedrørende diverse steder, Lémár besøger osv. Jeg går også og pusler med hvad fremtiden vil bringe for Lémár, for selvom jeg allerede havde bestemt, hvad der skulle ske med ham, så begynder jeg at få andre idéer. Han er heller ikke den eneste af Nóil søskende, som jeg revurderer. 

Jeg er begyndt at fundere om jeg skal fokuserer på nogle af de overnaturlige væsner, som egentlig findes i Nóillión Universet, men hvor vi aldrig rigtig har mødt nogle karakterer indenfor disse væsner. Det kan både give nogle nye problematikker, men også spændende karakterudvikling for de kære Nóil søskende. Hvad det hele ender med, må tiden vise.

Igår da jeg sad og skrev, faldt det mig pludselig ind at jeg havde to karakterer, som kun overfladisk er nævnt (ikke med navn), som sagtens kunne dukke op i bind 3, så nu har Lémár mødt dem. Tit opstår der idéer undervejs, som jeg inddrager i historie. Sommetider ryger de ud igen eller jeg er nødt til at ændre andre ting i historien for at få det til at passe. Problemet er at når man allerede har sat noget på tryk (eksempelvis bind 1), så dur det ikke at det pludselig ændrer sig i den næste bog eller fremadrettet. 

Udover at jeg skriver på bind 3, så har jeg de øvrige søskende i baggrunden, som jeg ikke har skrevet om, for jeg vil gerne på en eller anden måde få dem flettet ind i hinandens livsbaner på en eller anden måde, uden at det går ud over en af de fremtidige bind, som jeg stort set har færdigskrevet og er lidt hovedklimaksen for Nóil familien. 

Der er meget arbejde, men jeg elsker at få dette 10.000 brikkers puslespil til at passe sammen. Forhåbentlig vil alle brikkerne være der til sidst, så der ikke bliver nogle huller, men det er en risiko, når man laver en så stor og kompleks univers, som Nóillión Universet er.

Hvis du er nysgerrig omkring karaktererne, stederne ja endda slægtstræet, så kan du finde meget mere inde på susanneskindstad.dk. Der kommer jævnligt mere til, som tiden går.

Indtil næste gang

Susanne

Savner foråret

 

Efter noget sygdom er jeg så småt ved at være tilbage. Havde et par dage, hvor jeg havde feber og ikke var i hopla. Nu hvor jeg er feberfri, så er energien ikke ligefrem vendt tilbage endnu. Jeg kunne godt trænge til nogle dage med sol og 15 grader, bare tanken om at sidde ude på terrassen og slikke lidt forårssol får mig til at længes.

Det har selvfølgelig betydet at Rosenalliancen har lagt og glanet efter mig og jeg er desværre ikke så meget oppe i omdrejninger at jeg har lyst til at læse og rette. Forhåbentlig kommer det snart, for det er frustrerende for at sige det mildt. At ens proces skal ødelægges på grund af sygdom.

Dog går min hjerne ikke i stå, så jeg har haft en masse tanker, som jeg gerne vil have ud, men lysten til at skrive har også lagt på et meget lille sted. I går aftes fik jeg skrevet lidt på bind 5. Jeg havde været i gang med at se en serie og den fik min muse til at vågne en smule.

Forhåbentlig er jeg snart tilbage på sporet igen inden ugen er omme. På søndag skal jeg heldigvis til koncert i Musikhuset i Aarhus, så forhåbentlig en aften ud af huset, kan gøre mig godt.

Indtil næste gang

Susanne

Hvad sker der så?

 

4. redigeringsrunder er gennemgået og undervejs kom jeg til at overveje. Hvad skal der egentlig ske i bind 3. Oprindeligt havde jeg planlagt en fortsættelse af Léontines fortælling, men nu går jeg og overvejer om jeg skal fokusere på de andre søskende, som ikke er med i bind 2 og fortælle om hvad der er sket med dem efter angrebet.

Jeg er ikke kommet frem til en beslutning, men det kommer også an på, hvordan det går med arbejdet om de øvrige søskende. Selvom jeg har en overordnet idé om hvad der sker med dem, så havde jeg ikke rigtig planlagt at deres historier skulle fortælles allerede. Hvem ved måske ender jeg med at gøre det alligevel, kun tiden vil vise. Nu skal jeg for det første have udgivet bind 2 og jeg er begyndt på hvad jeg oprindeligt har planlagt skal være bind 3.

Det giver bare en masse usikkerhed om i hvilken retning jeg skal tage serien. Skal jeg fokusere udelukkende på Léontine og slutte af med de øvrige søskende. Det kommer også meget an på, hvordan deres historie skal fortælles. Måske jeg skulle lade det være op til læserne... Der er mange måder at gøre det på, men jeg tror dog at jeg ender med at vælge ud fra hvilken historie, som bliver færdigskrevet først.

Indtil næste gang

Susanne

Utålmodigheden Truer

 

I tidligere indlæg har jeg skrevet om udviklingen af bind 2 i Nóillión Sagaen og jeg må ærligt erkende at de seneste uger har mine forventninger været til at føle på. Jeg er så langt i processen at jeg snart skal have sendt den ud til folk, som skal læse den for første gange. Det er nervepirrende og selvom jeg skriver disse historier for min egen skyld, så vil man jo gerne have at andre også kan lide dem. 

Jeg har aldrig været god til at modtage hverken roser eller kritik, uanset om det er konstruktivt eller ej. Det er jo bare noget jeg gør, det er ikke noget jeg tænker videre over. Alligevel vil jeg også gerne gøre et godt stykke arbejde, så der er mange modpoler, man skal forholde sig til.

Nu er jeg næsten igennem den 4. redigeringsrunde og jeg har været ved at kikke på hvor meget, der egentlig skal gøres, før jeg sender den videre i systemet. Efter denne runde tager jeg en sidste hurtig gennemlæsning og redigering og så er det afsted på støttehjul og håbe at historien ikke vælter og håbe på at den snart kan få taget støttehjulene af og skal videre ud, hvor den skal klare sig selv. Jeg er nok den der sætter det højeste forventningspres, når det kommer til mine historier. 

Jeg elsker at skrive historier, bruge sproget. Jeg vil jo bare dele min glæde for de historier, jeg skriver. Hvorom alting er, så er der faktisk sket en hel del fra 3. redigeringsrunde til nu. Der er føjet flere kapitler til og jeg har fået slettet endnu flere fyldord (de er overalt 😉). Desuden er jeg faktisk også ved at overveje, hvad jeg gerne vil have med af illustrationer, for det er rart at have det på plads inden, så man ikke lige pludselig står og skal tage en beslutning, når forlaget spørger, hvad man har af tanker og idéer til layoutet. Så jeg er kommet ind i den mere nervepirrende fase, som kun vil blive endnu mere nervepirrende jo tættere jeg kommer på at få den sendt ind til forlaget.

Indtil næste gang

Susanne

Det skrider fremad

 

Så er jeg gennem 3. redigeringsrunde. Efter jeg har fået lukket en masse huller og omskrevet de første kapitler, er der mere ro i maven og føler at historien skrider i den rette retning nu. Det er lidt problemet, når man skriver over en længere periode. Man husker ganske enkelt ikke hvad man startede ud med og så bevæger historien i en helt anden retning, end man først planlagde. Der er stadig nogle enkelte huller og så er der alle småtingene, som nager der lige skal rettes til. Dog regner jeg med at næse fase snart kan gå ind, hvilket er beta fasen, hvor historien skal læses af andre end mig og forhåbentlig få noget konstruktiv kritik i hvad der mangler, hvad der er for lidt af eller for meget. Det er altid en grænseoverskridende fase, for indtil videre har historien været min alene og jeg har ikke behøvet at tænke på hvad andre mennesker vil tænke.

Nu tager jeg lige en dags pause før jeg går i gang med 4. redigeringsrunde, hvor jeg får computeren til at læse højt for mig, så jeg kan høre, hvordan historien lyder og om den glider som den skal. Så får vi se om jeg sender den ud til mine beta-læsere eller om den skal have en runde mere. Det vigtigste er at jeg har en god følelse i maven hvad angår historien.

Indtil næste gang

Susanne