Når der er huller i historien

Når man skriver en historie, så er der en idé, en handling. Når man skal skrive en fortsættelse, så skal den gerne følge den første bog, så man ikke begynder at skrive noget, som ikke passer med det der står i den forrige bog. Jeg er ved at være igennem min gennemlæsning og jeg har desværre opdaget nogle huller i historien, som jeg skal have fyldt ud eller skrevet om, så det passer med hvad jeg har skrevet i bind 1. Jeg vil ikke sige historien er så hullet som en si, men der nogle huller som nager mig. Det er irriterende, især hvis man er nødt til at tænke i en helt anden bane for at få tingene til at passe sammen. Især når man faktisk er ret godt tilfreds med den overordnet handling, men man måske er nødt til at ændre historien, så den passer med hvad jeg har skrevet i bind 1. 

Når jeg er færdig med denne seneste gennemlæsning er jeg nødt til at læse Djævlens Kys, så den er frisk i erindring, for selvom jeg ved hvad der sker (har jo skrevet den), så har jeg også lavet en del ændringer i den i løbet af redigeringsperioden før den blev udgivet. Så er der de mindre detaljer, som nogle måske vil mene er ubetydelige, men det vil de ikke være for læseren, som har læst den første bog.

Hvis der er noget jeg ikke bryder mig om, når jeg læser i bogserie, er når forfatteren har efterladt en masse løse tråde og huller, som ikke er blevet fyldt ud. Så det er noget af det, der er vigtigt for mig at få styr på, før jeg går videre i redigeringsarbejdet.

Når det er sagt, så er jeg sikker på at jeg får bundet alt fint sammen. Det plejer jeg at gøre, når jeg skriver. Sommetider ved tilfældigheder og andre gange, så giver det lidt sig selv, når man først gennemgår teksten og handlingen. Heldigvis har jeg baglandet i orden, hvis jeg har behov for at sparre med noget. Har et par veninder, som kender historien ind og ud, da de har været med fra begyndelsen, da jeg først begyndte at finde på handlingen. De kender mine karakterer og ved hvordan de er, hvad de vil gøre og ikke gøre. Så hvis jeg skulle gå helt i stå, så kan jeg altid pille med deres hjerner og få et andet perspektiv på handlingen.

Indtil næste gang

Susanne

 

Så, så og så

 

Når man skriver, uanset om det er artikler, bøger, afhandlinger, stil, ja alt hvor det kræver, at man skal sætte flere sætninger sammen. Ja, så kan der snige ord ind, som går igen og igen. De kan virke ubetydelige for én selv, men når andre folk læser dem, kan det virke for det første gentagende, men også irriterende og iøjnefaldende. Det kan være ens talesprog, som sniger sig ind, hvordan folk udtrykker sig i ens område eller bare en dårlig vane fra egen side. 

I mit tilfælde er ordet så, noget der sniger sig ind i mine sætninger. Det kan virke tilforladeligt, når den står alene, men når den dukker op i næsten hver anden sætning, så ender det som et irriterende fyldord, som skader mere end gør gavn. Gentagelser generelt er en svaghed, jeg kæmper med, når jeg skriver. En dårlig vane, som får lov til at leve i bedste velgående, hvis jeg ikke nærlæser det jeg skriver. Imens jeg skriver, registrerer jeg det ikke (vil gerne have haft et så ind efter kommaet) og det er først, når man læser teksten igennem bagefter, at ordet bliver påfaldende. Selv nu når jeg skriver dette, så forsøger jeg at undgå ordet. Det er svært, men desværre er det ikke altid, jeg fanger mig selv i det.

Indtil næste gang, så vil jeg lede videre efter mine så'er.

Susanne