Titler

 

Når jeg begynder på en ny historie, så kommer titlen forholdsvis hurtigt til mig. Sommetider kommer den faktisk først og så historien følger. Jeg er begyndt på en ny ungdomsroman, som handler om to bedste venner, som begynder at føle mere end venskab for hinanden. Indtil videre er arbejdstitlen Kærlighed og venskab, men ærlig talt lyder det lidt fesent. Jeg går også og overvejer om jeg bare skal bruge hovedpersonernes navne som titel, men det er der så mange andre romaner, der har hovedpersonerne som titel, så det er jeg også lidt usikker omkring. 

Forhåbentlig kommer den til mig på et eller andet tidspunkt. I det mindste har jeg virkelig fået skrevet her henover weekenden. Det vil være meget rart at få nogle af disse små 'stand alone' historier, hvor jeg ikke har planlagt en hel serie, færdig.

Jeg glæder mig til at dele mere med jer om historien, når jeg er kommet længere i processen.

Indtil næste gang

Susanne

Litterær Easter Eggs

 

Påskeæg hører som regel til om foråret og forbindes med påsken. Påskeæg kan være lavet af chokolade og hvis vi tænker Kinder æg, så er der som regel en overraskelse indeni. I den litterære verden og medieverden generelt er der noget som betegnes som easter eggs. Gemte overraskelser i fortællingen. Det kan være karakterer, referencer til andre bøger, film etc. Ja ting, som læseren eller seeren kan lede efter og endda gå så vidt som at overfortolke. Hvad betyder det? Hvilken betydning vil det få i fremtiden? Og så videre. 

Jeg kan lige så godt sige med det samme, jeg ELSKER easter eggs og jeg gøre faktisk lidt en dyd ud af at placere nogen i mine historier. Det kan være noget ubetydeligt som referencer til nogle af mine yndlingsbøger eller det kan være noget, som får en væsentlig betydning i de fremtidige bøger. Der er easter eggs i Djævlens Kys og der er easter eggs i Rosenalliancen. Noget læseren måske ikke fanger nu og her, men når de så kommer til en fremtidig bog og lyset går op for dem og siger. "HEY, mødte vi ikke den karakter i den bog" eller "vent blev der ikke nævnt noget om dette i den forhenværende bog", ja eller noget helt tredje.

Når jeg skriver på Nóillión Sagaen, så har jeg hele historien allerede udpenslet i mit hoved, jeg ved hvor mine hovedperson skal hen, jeg ved hvilke drama, der kommer til at finde sted. Det er bare vejen derhen, som jeg ikke har fået udpenslet endnu. Der kan komme nye twist på historien, men den overordnede handling er ret fastsat. Derfor ved jeg også hvor jeg kan indsætte mine easter eggs. 

Så når du læser mine historier, hold øjnene åbne for mine easter eggs.

Indtil næste gang

Susanne

Det Sidste Komma

 

Så er det sidste komma ved at være sat i Rosenalliancen, hvilket betyder at bogen skal sættes op. Her er det grafikeren, som kommer på banen, så bogen kan blive klar til at gå i trykken. Dog får jeg den retur inden det sker, da der kan snige sig fejl ind fra grafikerens side, som gerne skal rettes. Selvom det er en langsommelig affære at udgive en bog, set fra forfatterens side (i hvert fald for mig), så er det også en spændende proces. Man får læst teksten igennem rigtig mange gange og jeg kan godt begynde at mærke at det er ved at hænge langt ud af munden på mig. Redigeringsfasen har aldrig været min kop te, jeg har altid foretrukket forarbejdet og skrivefasen. 

Selv nu her hvor jeg egentlig skal fokusere på at sætte de sidste kommaer, så dukker de kommende bind op i hovedet på mig og jeg begynder at komme på idéer og hvordan de kan indgå i den videre historie. Når man er forfatter så skal man vidst have lidt af en splittet tankegang og personlighed, min tanker er i hvert fald flyvske og jeg tvivler på jeg er den eneste, som har det sådan.

Men tilbage til de sidste kommaer, så jeg kan få sendt manuskriptet ind for sidste gang inden den ryger videre i systemet.

Indtil næste gang

Susanne

Min Skriveproces

 

Imens jeg venter på at den eksterne redaktør skal blive færdig med at kikke mit manuskript til Rosenalliancen igennem, er mit fokus videre til de efterfølgende bøger. Jeg er så småt begyndt at skrive, men der er også en masse baggrundsarbejde, som skal på plads for at jeg faktisk kan skrive.

Sommetider kommer tingene løbende, men i starten af min skriveproces, så tænker jeg handlingen igennem. Hvad er det jeg gerne vil have at hovedpersonen gennemgår, hvilken rejse, udfordringer, prøvelser skal hovedpersonen gå igennem, før han eller hun kommer ud på den anden side, enten styrket eller svækket.

Dernæst kigger jeg på historien for den tidsramme. Selvom det er fantasy, så inddrager jeg gerne noget fra historien, så hvis det ikke passer ind i min historie, så laver jeg det om, så det passer ind i min fortælling. Det kan være alt fra historiske personer til begivenheder. 

Derudover kigger jeg også på karaktererne. Er det nogen der går igen eller har vi behov for nogle nye, som krydser vej med hovedpersonen. Hvor stor betydning har karakteren? Skal karakteren dukke op i senere bøger eller er det bare en ubetydelig biperson.

Imens jeg skriver kan der ske ændringer, for sommetider begynder hovedpersonen at få sit eget liv og gå i en helt anden retning end jeg havde planlagt. Det kan være frustrerende for mig, men som regel så spiller jeg de forskellige scenarier igennem i hovedet og hvis jeg ikke helt kan beslutte mig, så chatter jeg med et par veninder, som har været med fra begyndelsen og kender mine hovedpersoner i Nóillión Sagaen lige så godt som mig, de ved hvordan jeg tænker. Det er sommetider rart at diskutere handlingen med nogen, som faktisk har været med inde over den fra den spæde begyndelse. Bare det at kunne vende tingene er rart, det er ikke altid at de faktisk siger at jeg skal gå en bestemt vej. De siger nærmere at det kunne være en mulighed eller skyder idéen ned, hvis den ikke giver mening.

Når man skriver er der mange facetter man skal overveje og mange aspekter man skal have med. Da genren er historisk romantacy, så går der mange tanker igennem hovedet på mig, før jeg faktisk ender med noget, som jeg gerne selv vil læse. Det er det vigtigste for mig i første ombæring, at jeg selv efter at have læst teksten igennem, stadig finder den fængslende. Derefter kommer beta-læserne, velvidende at jeg ikke vil kunne gøre alle tilfredse og det er heller ikke mit mål. Jeg skriver mine bøger fordi jeg elsker at skrive og fortælle de historier, som har rumsteret i mit hoved i så lang tid.

Det var nogle af de ting, som jeg går og pusler med, når jeg skal i gang med at skrive en ny bog. Det er en lang proces og der kan gå uger, hvor jeg ikke får skrevet et eneste ord ned, men min hjerne holder ikke fri, den kører på højtryk døgnet rundt.

Indtil næste gang

Susanne

Pride

Stolthed. Det er hvad pride oversættes til fra engelsk til dansk. Gay er et gammelt engelsk ord, der betyder glad eller munter.

Jeg har her i juni måned besluttet mig for at sætte fokus på de karakterer fra mine historier, som betegnes som en LGBTQ+ person. Hvorfor spørger du sikkert. Fordi jeg har mødt eller kender adskillige LGBTQ+ personer i løbet af livet. Alt lige fra familiemedlemmer til tidligere medstuderende og kollegaer. Og fordi jeg er af den opfattelse, at alle skal have lov til at være en del af samfundet, uanset hvordan man ser ud, sociale forhold, religion, seksualitet og jeg kan blive ved. 

For hvis vi råber så højt om at vi lever i et demokratisk samfund, så betyder det at vi kan være den vi er uden at blive jagtet, hånet, set ned på eller anholdt for den sagsskyld. Problemet er nemlig, at der stadig er dele i verden, hvor LGBTQ+ personer må leve i frygt for deres eget liv, bare fordi de har en anden seksualitet end hvad samfundet mener er rigtigt. 

Uvidenhed og frygt spiller en stor rolle i den måde LGBTQ+ personer bliver behandlet. Det er ikke en sygdom, som skal behandles. Det er ikke noget der smitter, bare fordi en homoseksuel ser på en. Jeg kan huske tilbage i 80erne, da HIV og Aids var den helt store puha. Folk var bange for at en person med HIV eller Aids skulle røre ved dem, for det var farligt. Hvad hvis man selv fik sygdommen. Det var der, jeg for første gang virkelig fik øjnene op for at der var mennesker, som havde en anden seksualitet end hvad man betegnede som normal. Der kom oplysningskampagner om HIV og Aids og man fokuserede især på de homoseksuelle. Selvom jeg kun var et barn,  var det alligevel noget af det, som jeg husker ganske tydeligt. Af en eller anden grund, så undrede jeg mig over, hvorfor der var så meget modstand mod især homoseksuelle. Hvad havde de gjort, der var så galt, at de skulle hænges ud. Begge mine forældre synes det var ukristeligt at to af samme køn levede sammen på den måde og selvom jeg er blevet opdraget i den kristne tro, så har jeg også lagt meget vægt på næstekærlighed. For vil man selv have lyst til at blive udsat for en heksejagt?

Hvis man går længere tilbage i historien, så har det altid være tabubelagt. I mange lande kunne man blive hængt, hvis man levede i et intimt forhold med en person af samme køn. LGBTQ+ personer måtte leve i skyggerne, gifte sig og få børn for at opholde en facade for omverdenen. For skulle uheldet være ude og nogen fandt ud af, at de havde en anden seksualitet end den som blev betegnet som normal, kunne man blive fængslet, komme i behandling (som ikke var behagelig og kunne være smertefuld) eller i værste fald blive dømt til døden. Selvom verden er kommet langt, så er der stadig mange steder som forbyder at vise sine følelser offentligt hvis man er LGBTQ+ person. Der er endda lande, hvor man før har kunne gå forholdsvis frit, hvor det nu er ulovligt at leve med en af samme køn, holde i hånd eller kysse på åben gade hvis man er en LGBTQ+ person. Når sådan noget sker, så er vi nødt til at råbe op, for så er samfundet på vej i den forkerte retning.

Jeg har desværre ikke nogen magisk løsning, men den bedste måde er oplysning, oplysning, oplysning. Desværre kan samfundsdebatten desværre være så grum, at hvis man bare ytrer den mindste opbakning til LGBTQ+ samfundet, bliver man beskyldt for selv at være bøsse eller lebbe. Jeg så en kommentar inde på Facebook, hvor en havde skrevet at heteroseksuelle var et truet folkefærd efterhånden. Hvis det er den opfattelse man har, så er der vist gået noget galt i oplysningen. Grunden til at folk føler at der er flere LGBTQ+ personer er fordi det er blevet nemmere at træde frem i lyset. For uanset hvordan vi vender og drejer det, er væsentlig nemmere at være f.eks. homoseksuel end det var for bare 50 år siden. Når det så er sagt, så betyder det ikke, at vi som samfund bare kan læne os tilbage og sige at alt er godt, for det er det ikke. Som nævnt tidligere, der er stadig folk i samfundet som ikke kan forlige sig med at nogen har en anden seksualitet end hvad de betegner som normalt. Derfor må vi ikke bare vende det blinde øje til. For alle mennesker har ret til at leve i frihed uanset hvor de bor i verdenen uanset hvilken seksualitet de har.

Jeg håber, at alle der fejrer pride måneden får nogle fantastiske uger.

Indtil næste gang

Susanne

Fremskridt

Der har været lidt stille fra min side. Jeg har selvfølgelig travlt med at få Rosenalliancen klar til udgivelse i oktober, men der har også været en del udenoms støj, som har forstyrret mig en del. Så når jeg endelig for fred og ro omkring mig, så sidder jeg og kikker manuskriptet igennem. 

Jo mere jeg læser det igennem, des mere glad bliver jeg med det. Jeg føler virkelig at bind 2 byder på en masse. Både drama, traume, tragedie, mystik, en lille smule romantik for både Léonard og Léontine. Så er der de nye karakterer, som dukker op og som jeg glæder mig til at gå mere i dybden med i de kommende bøger. Så er der de gamle kendinger, som vender tilbage og biddrager på godt og ondt til tvillingernes udvikling gennem bogen.

I dag blev jeg konfirmeret om at det med at fortælle historier er drømmen. Jeg har en ungdomsbog ude blandt beta-læsere og fik den tilbage fra en af dem. Jeg elsker ros og når nogen siger at de ikke kan lægge historien fra sig og gerne vil læse mere. Selvfølgelig lægger det også et væsentlig pres på at man er nødt til at fortsætte.

Efter at Rosenalliancen er færdig, så vil jeg se om jeg ikke kan få min ungdomsroman udgivet. Den har gemt sig bag Nóillión Sagaen, selvom det faktisk er den historie, som jeg begyndte på først. Det er over 20 år siden jeg begyndte at skrive på Kajsa og Lysets Rige, men så dukkede Nóillión Sagaen op og den blev mere dominant i mit hoved, men nu skal det være.

Indtil næste gang

Susanne

Pilgrimsrejsen

 

Imens jeg venter på at forlaget sender mit manuskript retur med de første redigeringer, så sidder jeg og planlægger bind 3. Det er alt lige fra karakterer (gamle som nye), handlingsforløb, baggrundsviden vedrørende diverse steder, Lémár besøger osv. Jeg går også og pusler med hvad fremtiden vil bringe for Lémár, for selvom jeg allerede havde bestemt, hvad der skulle ske med ham, så begynder jeg at få andre idéer. Han er heller ikke den eneste af Nóil søskende, som jeg revurderer. 

Jeg er begyndt at fundere om jeg skal fokuserer på nogle af de overnaturlige væsner, som egentlig findes i Nóillión Universet, men hvor vi aldrig rigtig har mødt nogle karakterer indenfor disse væsner. Det kan både give nogle nye problematikker, men også spændende karakterudvikling for de kære Nóil søskende. Hvad det hele ender med, må tiden vise.

Igår da jeg sad og skrev, faldt det mig pludselig ind at jeg havde to karakterer, som kun overfladisk er nævnt (ikke med navn), som sagtens kunne dukke op i bind 3, så nu har Lémár mødt dem. Tit opstår der idéer undervejs, som jeg inddrager i historie. Sommetider ryger de ud igen eller jeg er nødt til at ændre andre ting i historien for at få det til at passe. Problemet er at når man allerede har sat noget på tryk (eksempelvis bind 1), så dur det ikke at det pludselig ændrer sig i den næste bog eller fremadrettet. 

Udover at jeg skriver på bind 3, så har jeg de øvrige søskende i baggrunden, som jeg ikke har skrevet om, for jeg vil gerne på en eller anden måde få dem flettet ind i hinandens livsbaner på en eller anden måde, uden at det går ud over en af de fremtidige bind, som jeg stort set har færdigskrevet og er lidt hovedklimaksen for Nóil familien. 

Der er meget arbejde, men jeg elsker at få dette 10.000 brikkers puslespil til at passe sammen. Forhåbentlig vil alle brikkerne være der til sidst, så der ikke bliver nogle huller, men det er en risiko, når man laver en så stor og kompleks univers, som Nóillión Universet er.

Hvis du er nysgerrig omkring karaktererne, stederne ja endda slægtstræet, så kan du finde meget mere inde på susanneskindstad.dk. Der kommer jævnligt mere til, som tiden går.

Indtil næste gang

Susanne