Nye idéer

 

Ja, hvorfor ikke. Den anden dag fik jeg en idé om endnu en bog i Nóillión Sagaen. Alle søskende får mindst en bog for sig selv, så hvorfor skal Léonard ikke have en også. Léontine er den overskyggende hovedperson i sagaen, men hver søskende har en unik historie, som jeg gerne vil fortælle og det skal også gælde for Léonard. Idéerne er allerede ved at flyve rundt. Dog går der noget tid, før det er tid til hans bog, da hans historie, som jeg vil fortælle foregår mellem 1906 og 1944 og da vi først skal gennem de øvrige søskende, plus et par bøger, hvor både han og Léontine er hovedpersoner, så er hans bog først sat som bind 9.

Hver gang jeg får en idé til en bog, kommer jeg til at tænke på alle de øvrige idéer, som jeg stadig skal have skrevet færdig. Ikke kun i Nóillión Sagaen, men også de øvrige historier, som slet ikke har noget med Nóillión Sagaen at gøre. Jeg har ofte fået spørgsmålet, hvor får jeg idéerne fra og for at være ærlig, jeg aner det ikke. Jeg har altid haft en livlig fantasi. Som barn var jeg meget alene, da jeg hverken gik i børne have eller boede et sted, hvor der var mange børn på gaden. Jeg voksede op på en gård og selvom der var børn på de nærmeste gårde/husmandssteder/huse, så var de jo i børnehave i løbet af dagen, så jeg skulle jo finde på mine egne lege og underholde mig selv, da mine forældre passede gården, huset, haven og hvad der nu skulle laves i løbet af dagen. Det var sjældent jeg kedede mig og jeg havde da kattene, som jeg kunne lege med og en gård, jeg kunne udforske. Min far havde sat en gynge op ude i kostalden, så jeg sad altid og gyngede imens han malkede køerne. Jeg kunne også finde på at fortælle historier for kalvene, når jeg kælede med dem. Så var der jo dukkerne indenfor, som jeg også legede flittigt med. Altid forestillede jeg mig en eller anden scenarie, dukken skal til læge, dukken skal til frisør, hvad det nu kunne være.

Da jeg blev lidt større, så gik jeg om bag maskinhuset, hvor der lå en masse dæk. Her lavede jeg en hule, hvor jeg forestillede at jeg levede i stenalderen, så jeg gik ned i den nærliggende bæk og hentede ler, som jeg så tog med op til min hule. Der var også mindre lunde, hvor jeg klatrede i træer eller forestillede mig at der boede en trold inde i et kroget træ med et stort hul i. Jeg boede i et område, hvor der var mange gravhøje, så historie har altid fascineret mig, især vikingetiden og tiden før det. Mine forældre var også gode til at fortælle om hvordan det var at være barn under 2. Verdenskrig. Især min far fortalte ivrigt om at han havde set tyske soldater, at hans far havde været i det lokale vagtværn, hvordan nogle fra landsbyen havde været med i modstandsbevægelsen, andre var tyskervenlige. Historien har ganske enkelt været mere spændende end nutiden, måden folk levede på, deres tøj og hår. Det er nok derfor at disse år er lidt mere skræmmende, fordi det minder meget om alle de ting, som ledte op til 2. Verdenskrig at de er ved at gentage sig. Spørgsmålet er bare om alle har lært af lektien eller om der er nogen, som ikke kan dy sig.

Hvorom alting er, så fortsætter jeg med at skrive så længe, der er historier at fortælle, uanset hvad.

Indtil næste gang

Susanne

Hjemmesiden

 

Der sker en masse bag kulisserne i disse dage. Bogen er stadig ikke gået i trykken, men forhåbentlig i næste uge, hvis alt går vel. Så er der nedtællingen til at Rosenalliancen udkommer, som går i gang den 15. september. I den forbindelse er jeg ved at opdatere hjemmesiden, med alt det sidste nye, både hvad angår karakterne vi møder i bind 2 og en masse andet info, som I vil kunne læse om i løbet af september og oktober, når vi tæller ned til den 15. oktober.

Det er tidskrævende, men også sjovt ellers vil jeg ikke gøre det. Jeg har så meget baggrundsstof til Nóillión Universet og jeg har planer om at jeg vil dele det inde på hjemmesiden efterhånden. Du kan allerede nu læse små historier fra universet.

Indtil næste gang

Susanne

Litterær Easter Eggs

 

Påskeæg hører som regel til om foråret og forbindes med påsken. Påskeæg kan være lavet af chokolade og hvis vi tænker Kinder æg, så er der som regel en overraskelse indeni. I den litterære verden og medieverden generelt er der noget som betegnes som easter eggs. Gemte overraskelser i fortællingen. Det kan være karakterer, referencer til andre bøger, film etc. Ja ting, som læseren eller seeren kan lede efter og endda gå så vidt som at overfortolke. Hvad betyder det? Hvilken betydning vil det få i fremtiden? Og så videre. 

Jeg kan lige så godt sige med det samme, jeg ELSKER easter eggs og jeg gøre faktisk lidt en dyd ud af at placere nogen i mine historier. Det kan være noget ubetydeligt som referencer til nogle af mine yndlingsbøger eller det kan være noget, som får en væsentlig betydning i de fremtidige bøger. Der er easter eggs i Djævlens Kys og der er easter eggs i Rosenalliancen. Noget læseren måske ikke fanger nu og her, men når de så kommer til en fremtidig bog og lyset går op for dem og siger. "HEY, mødte vi ikke den karakter i den bog" eller "vent blev der ikke nævnt noget om dette i den forhenværende bog", ja eller noget helt tredje.

Når jeg skriver på Nóillión Sagaen, så har jeg hele historien allerede udpenslet i mit hoved, jeg ved hvor mine hovedperson skal hen, jeg ved hvilke drama, der kommer til at finde sted. Det er bare vejen derhen, som jeg ikke har fået udpenslet endnu. Der kan komme nye twist på historien, men den overordnede handling er ret fastsat. Derfor ved jeg også hvor jeg kan indsætte mine easter eggs. 

Så når du læser mine historier, hold øjnene åbne for mine easter eggs.

Indtil næste gang

Susanne

Min Skriveproces

 

Imens jeg venter på at den eksterne redaktør skal blive færdig med at kikke mit manuskript til Rosenalliancen igennem, er mit fokus videre til de efterfølgende bøger. Jeg er så småt begyndt at skrive, men der er også en masse baggrundsarbejde, som skal på plads for at jeg faktisk kan skrive.

Sommetider kommer tingene løbende, men i starten af min skriveproces, så tænker jeg handlingen igennem. Hvad er det jeg gerne vil have at hovedpersonen gennemgår, hvilken rejse, udfordringer, prøvelser skal hovedpersonen gå igennem, før han eller hun kommer ud på den anden side, enten styrket eller svækket.

Dernæst kigger jeg på historien for den tidsramme. Selvom det er fantasy, så inddrager jeg gerne noget fra historien, så hvis det ikke passer ind i min historie, så laver jeg det om, så det passer ind i min fortælling. Det kan være alt fra historiske personer til begivenheder. 

Derudover kigger jeg også på karaktererne. Er det nogen der går igen eller har vi behov for nogle nye, som krydser vej med hovedpersonen. Hvor stor betydning har karakteren? Skal karakteren dukke op i senere bøger eller er det bare en ubetydelig biperson.

Imens jeg skriver kan der ske ændringer, for sommetider begynder hovedpersonen at få sit eget liv og gå i en helt anden retning end jeg havde planlagt. Det kan være frustrerende for mig, men som regel så spiller jeg de forskellige scenarier igennem i hovedet og hvis jeg ikke helt kan beslutte mig, så chatter jeg med et par veninder, som har været med fra begyndelsen og kender mine hovedpersoner i Nóillión Sagaen lige så godt som mig, de ved hvordan jeg tænker. Det er sommetider rart at diskutere handlingen med nogen, som faktisk har været med inde over den fra den spæde begyndelse. Bare det at kunne vende tingene er rart, det er ikke altid at de faktisk siger at jeg skal gå en bestemt vej. De siger nærmere at det kunne være en mulighed eller skyder idéen ned, hvis den ikke giver mening.

Når man skriver er der mange facetter man skal overveje og mange aspekter man skal have med. Da genren er historisk romantacy, så går der mange tanker igennem hovedet på mig, før jeg faktisk ender med noget, som jeg gerne selv vil læse. Det er det vigtigste for mig i første ombæring, at jeg selv efter at have læst teksten igennem, stadig finder den fængslende. Derefter kommer beta-læserne, velvidende at jeg ikke vil kunne gøre alle tilfredse og det er heller ikke mit mål. Jeg skriver mine bøger fordi jeg elsker at skrive og fortælle de historier, som har rumsteret i mit hoved i så lang tid.

Det var nogle af de ting, som jeg går og pusler med, når jeg skal i gang med at skrive en ny bog. Det er en lang proces og der kan gå uger, hvor jeg ikke får skrevet et eneste ord ned, men min hjerne holder ikke fri, den kører på højtryk døgnet rundt.

Indtil næste gang

Susanne

Pride

Stolthed. Det er hvad pride oversættes til fra engelsk til dansk. Gay er et gammelt engelsk ord, der betyder glad eller munter.

Jeg har her i juni måned besluttet mig for at sætte fokus på de karakterer fra mine historier, som betegnes som en LGBTQ+ person. Hvorfor spørger du sikkert. Fordi jeg har mødt eller kender adskillige LGBTQ+ personer i løbet af livet. Alt lige fra familiemedlemmer til tidligere medstuderende og kollegaer. Og fordi jeg er af den opfattelse, at alle skal have lov til at være en del af samfundet, uanset hvordan man ser ud, sociale forhold, religion, seksualitet og jeg kan blive ved. 

For hvis vi råber så højt om at vi lever i et demokratisk samfund, så betyder det at vi kan være den vi er uden at blive jagtet, hånet, set ned på eller anholdt for den sagsskyld. Problemet er nemlig, at der stadig er dele i verden, hvor LGBTQ+ personer må leve i frygt for deres eget liv, bare fordi de har en anden seksualitet end hvad samfundet mener er rigtigt. 

Uvidenhed og frygt spiller en stor rolle i den måde LGBTQ+ personer bliver behandlet. Det er ikke en sygdom, som skal behandles. Det er ikke noget der smitter, bare fordi en homoseksuel ser på en. Jeg kan huske tilbage i 80erne, da HIV og Aids var den helt store puha. Folk var bange for at en person med HIV eller Aids skulle røre ved dem, for det var farligt. Hvad hvis man selv fik sygdommen. Det var der, jeg for første gang virkelig fik øjnene op for at der var mennesker, som havde en anden seksualitet end hvad man betegnede som normal. Der kom oplysningskampagner om HIV og Aids og man fokuserede især på de homoseksuelle. Selvom jeg kun var et barn,  var det alligevel noget af det, som jeg husker ganske tydeligt. Af en eller anden grund, så undrede jeg mig over, hvorfor der var så meget modstand mod især homoseksuelle. Hvad havde de gjort, der var så galt, at de skulle hænges ud. Begge mine forældre synes det var ukristeligt at to af samme køn levede sammen på den måde og selvom jeg er blevet opdraget i den kristne tro, så har jeg også lagt meget vægt på næstekærlighed. For vil man selv have lyst til at blive udsat for en heksejagt?

Hvis man går længere tilbage i historien, så har det altid være tabubelagt. I mange lande kunne man blive hængt, hvis man levede i et intimt forhold med en person af samme køn. LGBTQ+ personer måtte leve i skyggerne, gifte sig og få børn for at opholde en facade for omverdenen. For skulle uheldet være ude og nogen fandt ud af, at de havde en anden seksualitet end den som blev betegnet som normal, kunne man blive fængslet, komme i behandling (som ikke var behagelig og kunne være smertefuld) eller i værste fald blive dømt til døden. Selvom verden er kommet langt, så er der stadig mange steder som forbyder at vise sine følelser offentligt hvis man er LGBTQ+ person. Der er endda lande, hvor man før har kunne gå forholdsvis frit, hvor det nu er ulovligt at leve med en af samme køn, holde i hånd eller kysse på åben gade hvis man er en LGBTQ+ person. Når sådan noget sker, så er vi nødt til at råbe op, for så er samfundet på vej i den forkerte retning.

Jeg har desværre ikke nogen magisk løsning, men den bedste måde er oplysning, oplysning, oplysning. Desværre kan samfundsdebatten desværre være så grum, at hvis man bare ytrer den mindste opbakning til LGBTQ+ samfundet, bliver man beskyldt for selv at være bøsse eller lebbe. Jeg så en kommentar inde på Facebook, hvor en havde skrevet at heteroseksuelle var et truet folkefærd efterhånden. Hvis det er den opfattelse man har, så er der vist gået noget galt i oplysningen. Grunden til at folk føler at der er flere LGBTQ+ personer er fordi det er blevet nemmere at træde frem i lyset. For uanset hvordan vi vender og drejer det, er væsentlig nemmere at være f.eks. homoseksuel end det var for bare 50 år siden. Når det så er sagt, så betyder det ikke, at vi som samfund bare kan læne os tilbage og sige at alt er godt, for det er det ikke. Som nævnt tidligere, der er stadig folk i samfundet som ikke kan forlige sig med at nogen har en anden seksualitet end hvad de betegner som normalt. Derfor må vi ikke bare vende det blinde øje til. For alle mennesker har ret til at leve i frihed uanset hvor de bor i verdenen uanset hvilken seksualitet de har.

Jeg håber, at alle der fejrer pride måneden får nogle fantastiske uger.

Indtil næste gang

Susanne

Pilgrimsrejsen

 

Imens jeg venter på at forlaget sender mit manuskript retur med de første redigeringer, så sidder jeg og planlægger bind 3. Det er alt lige fra karakterer (gamle som nye), handlingsforløb, baggrundsviden vedrørende diverse steder, Lémár besøger osv. Jeg går også og pusler med hvad fremtiden vil bringe for Lémár, for selvom jeg allerede havde bestemt, hvad der skulle ske med ham, så begynder jeg at få andre idéer. Han er heller ikke den eneste af Nóil søskende, som jeg revurderer. 

Jeg er begyndt at fundere om jeg skal fokuserer på nogle af de overnaturlige væsner, som egentlig findes i Nóillión Universet, men hvor vi aldrig rigtig har mødt nogle karakterer indenfor disse væsner. Det kan både give nogle nye problematikker, men også spændende karakterudvikling for de kære Nóil søskende. Hvad det hele ender med, må tiden vise.

Igår da jeg sad og skrev, faldt det mig pludselig ind at jeg havde to karakterer, som kun overfladisk er nævnt (ikke med navn), som sagtens kunne dukke op i bind 3, så nu har Lémár mødt dem. Tit opstår der idéer undervejs, som jeg inddrager i historie. Sommetider ryger de ud igen eller jeg er nødt til at ændre andre ting i historien for at få det til at passe. Problemet er at når man allerede har sat noget på tryk (eksempelvis bind 1), så dur det ikke at det pludselig ændrer sig i den næste bog eller fremadrettet. 

Udover at jeg skriver på bind 3, så har jeg de øvrige søskende i baggrunden, som jeg ikke har skrevet om, for jeg vil gerne på en eller anden måde få dem flettet ind i hinandens livsbaner på en eller anden måde, uden at det går ud over en af de fremtidige bind, som jeg stort set har færdigskrevet og er lidt hovedklimaksen for Nóil familien. 

Der er meget arbejde, men jeg elsker at få dette 10.000 brikkers puslespil til at passe sammen. Forhåbentlig vil alle brikkerne være der til sidst, så der ikke bliver nogle huller, men det er en risiko, når man laver en så stor og kompleks univers, som Nóillión Universet er.

Hvis du er nysgerrig omkring karaktererne, stederne ja endda slægtstræet, så kan du finde meget mere inde på susanneskindstad.dk. Der kommer jævnligt mere til, som tiden går.

Indtil næste gang

Susanne

Nóillión Sagaen og Religion

 

Nóillión Sagaen er en historie, jeg har brygget på i rigtig mange år. Det hele startede med Léontines karakter. I begyndelsen hed hun Leona Nóillión, men som tiden gik som kom Léonard til, deres baggrundshistorie, deres øvrige søskende. Alt udspillede på et rollespilsforum, hvor man skrev historier med andre. Mennesker man aldrig havde mødt eller snakket med før.

Selvom meget af det jeg har skrevet om i bøgerne også kan findes inde på rollespilsforummet, så sker der noget, når man begynder at skrive historien, så den skal passe til en bog. Begivenheder ændrer sig, karaktererne ændrer sig, for selvom det var sjovt at skrive online, så går der utrolig meget drama i den mellem karaktererne og man går måske lidt ekstremt til værks med karaktererne. 

Godt nok er det et fantasyunivers, men derfor skal det stadigvæk føles som om det faktisk er rigtigt. Det er derfor jeg inddrager historiske sider og endda også inddrager religion. Religion har altid fascineret mig og nysgerrig ikke kun på kristendommen, men alle religioner. I de første to bind i Nóillión Sagaen har det været nævnt hist og her, katolicismen og den religion som heksene tror på.

Nogen vil endda gå så langt at bøgerne er anti-kristne og hvad ved jeg, men jeg vil slet ikke se det på den måde. Jeg inddrager en masse fra andre religioner og ikke fordi jeg vil sætte dem i bås eller nedværdige dem, tværtimod. Jeg er selv et dybt religiøst menneske, men viser det ikke udadtil, for det vedrører ikke andre hvad jeg tror på. Tro er forskelligt for os alle, nogle tror ikke på en Gud, andre tror på mange. Religionerne bygger over de samme historier, bare med modifikationer og det er faktisk noget af det som også optræder i Nóillión Sagaen.

Inde på susannsekindstad.dk er der en form for verdens begyndelse i Nóillión Universet. Der kan man læse om hvordan man tror at verden blev til. Da jeg skulle komme frem til blandt andet Energierne, vil jeg tage udgangspunkt i Biblen, men jeg har også hentet inspiration fra andre religioner og givet det hele et twist, så det passede til mit univers.

Indtil næste gang

Susanne

Hvad sker der så?

 

4. redigeringsrunder er gennemgået og undervejs kom jeg til at overveje. Hvad skal der egentlig ske i bind 3. Oprindeligt havde jeg planlagt en fortsættelse af Léontines fortælling, men nu går jeg og overvejer om jeg skal fokusere på de andre søskende, som ikke er med i bind 2 og fortælle om hvad der er sket med dem efter angrebet.

Jeg er ikke kommet frem til en beslutning, men det kommer også an på, hvordan det går med arbejdet om de øvrige søskende. Selvom jeg har en overordnet idé om hvad der sker med dem, så havde jeg ikke rigtig planlagt at deres historier skulle fortælles allerede. Hvem ved måske ender jeg med at gøre det alligevel, kun tiden vil vise. Nu skal jeg for det første have udgivet bind 2 og jeg er begyndt på hvad jeg oprindeligt har planlagt skal være bind 3.

Det giver bare en masse usikkerhed om i hvilken retning jeg skal tage serien. Skal jeg fokusere udelukkende på Léontine og slutte af med de øvrige søskende. Det kommer også meget an på, hvordan deres historie skal fortælles. Måske jeg skulle lade det være op til læserne... Der er mange måder at gøre det på, men jeg tror dog at jeg ender med at vælge ud fra hvilken historie, som bliver færdigskrevet først.

Indtil næste gang

Susanne

Utålmodigheden Truer

 

I tidligere indlæg har jeg skrevet om udviklingen af bind 2 i Nóillión Sagaen og jeg må ærligt erkende at de seneste uger har mine forventninger været til at føle på. Jeg er så langt i processen at jeg snart skal have sendt den ud til folk, som skal læse den for første gange. Det er nervepirrende og selvom jeg skriver disse historier for min egen skyld, så vil man jo gerne have at andre også kan lide dem. 

Jeg har aldrig været god til at modtage hverken roser eller kritik, uanset om det er konstruktivt eller ej. Det er jo bare noget jeg gør, det er ikke noget jeg tænker videre over. Alligevel vil jeg også gerne gøre et godt stykke arbejde, så der er mange modpoler, man skal forholde sig til.

Nu er jeg næsten igennem den 4. redigeringsrunde og jeg har været ved at kikke på hvor meget, der egentlig skal gøres, før jeg sender den videre i systemet. Efter denne runde tager jeg en sidste hurtig gennemlæsning og redigering og så er det afsted på støttehjul og håbe at historien ikke vælter og håbe på at den snart kan få taget støttehjulene af og skal videre ud, hvor den skal klare sig selv. Jeg er nok den der sætter det højeste forventningspres, når det kommer til mine historier. 

Jeg elsker at skrive historier, bruge sproget. Jeg vil jo bare dele min glæde for de historier, jeg skriver. Hvorom alting er, så er der faktisk sket en hel del fra 3. redigeringsrunde til nu. Der er føjet flere kapitler til og jeg har fået slettet endnu flere fyldord (de er overalt 😉). Desuden er jeg faktisk også ved at overveje, hvad jeg gerne vil have med af illustrationer, for det er rart at have det på plads inden, så man ikke lige pludselig står og skal tage en beslutning, når forlaget spørger, hvad man har af tanker og idéer til layoutet. Så jeg er kommet ind i den mere nervepirrende fase, som kun vil blive endnu mere nervepirrende jo tættere jeg kommer på at få den sendt ind til forlaget.

Indtil næste gang

Susanne

Det skrider fremad

 

Så er jeg gennem 3. redigeringsrunde. Efter jeg har fået lukket en masse huller og omskrevet de første kapitler, er der mere ro i maven og føler at historien skrider i den rette retning nu. Det er lidt problemet, når man skriver over en længere periode. Man husker ganske enkelt ikke hvad man startede ud med og så bevæger historien i en helt anden retning, end man først planlagde. Der er stadig nogle enkelte huller og så er der alle småtingene, som nager der lige skal rettes til. Dog regner jeg med at næse fase snart kan gå ind, hvilket er beta fasen, hvor historien skal læses af andre end mig og forhåbentlig få noget konstruktiv kritik i hvad der mangler, hvad der er for lidt af eller for meget. Det er altid en grænseoverskridende fase, for indtil videre har historien været min alene og jeg har ikke behøvet at tænke på hvad andre mennesker vil tænke.

Nu tager jeg lige en dags pause før jeg går i gang med 4. redigeringsrunde, hvor jeg får computeren til at læse højt for mig, så jeg kan høre, hvordan historien lyder og om den glider som den skal. Så får vi se om jeg sender den ud til mine beta-læsere eller om den skal have en runde mere. Det vigtigste er at jeg har en god følelse i maven hvad angår historien.

Indtil næste gang

Susanne

Idéer søges

 

Her mellem jul og nytår har jeg taget fat på at redigere Rosenalliancen. Der er dog et par huller i historien, som jeg skal have fyldt ud, men lige nu er jeg ret blank. Når det sker, så er der forskellige muligheder, som jeg kan tage fat i, for at få idémaskinen i gang. Se film eller serier, som kan sætte min hjerne i gang, læse, lytte til musik eller snakke med mine veninder, som har været med hele vejen, fra den spæde start, hvor Léontine først så dagens lys og som kender mine karakterer, hvem og hvordan de er og faktisk kender hele baggrundshistorien. Ja og så er der selvfølgelig ikke gøre noget som helst og i stedet bare gøre rent, vaske tøj, handle ind, som faktisk også kan noget, for lige pludselig så kommer idéer til mig.

De sidste dage har jeg set serien Barbarerne, som udspiller sig i begyndelsen af vores tidsregning hvor der kæmpes mellem germanerne og romerne. Da Rosenalliancen henter inspiration fra Romerriget, så er det nærliggende at se sådan en serie. Nu er jeg så gået i gang med Rome, som er en serie fra 2005 som naturligvis også handler om Romerriget. Indtil videre er det kun meget lidt, som er dukket op i mit hoved, men der er noget bagerst, som står og simre. Forhåbentlig vil det dukke op, så jeg kan gøre brug af det.

Det kan godt være frustrerende, når idéerne ikke bare kommer til en, men jeg har lært at man er nødt til at være tålmodig, for hvis man presser for meget på, så kan man ende med at gå helt i stå og få en ordentlig omgang skriveblokering. Heldigvis har det ikke været ofte det seneste år, især med det pres som jeg har lagt på mig selv om at blive færdig med at skrive bind 2. Da jeg sad og læste de første fem kapitler igennem, kunne jeg godt se at der var noget der skulle omskrives. Når man har en følelse af at ordene ikke rigtig er der eller der er noget der mangler, så skal man nærlæse teksten og prøve at omskrive eller helt forkaste afsnittet og skrive noget fra bunden af.

Men jeg er i gang, hvilket er det vigtigste. Nu regner jeg ikke med at jeg får set så meget på manuskriptet nytårsaftensdag og nytårsdag, men jeg har taget ferie hele næste uge, udelukkende på grundt af bind 2, så jeg kan få kikket den igennem en enkelt gang, før jeg skal i gang med tredje gennemlæsning. Jeg skal egentlig også have læst Djævlens Kys igennem, men siden den er udkommet, har jeg ikke læst den af frygt for at opdage alle de fejl, som jeg og redaktøren ikke fangede før den gik i trykken. Jeg ved at det er åndssvag, men jeg er lidt af en perfektionist i visse henseender og hvis der er noget jeg hader, når jeg læser bøger er når jeg ser stave- og slåfejl, hvilket faktisk er ofte i moderne litteratur. Desværre har jeg frygtelig svært ved at finde mine egne fejl, når jeg skriver.

Så her på falderebet vil jeg bare ønske alle et rigtigt godt nytår og forhåbentlig bliver 2024 et spændende år, især hvis jeg kan få Rosenalliancen gjort færdig, så den kan blive sendt ind til forlaget *fingrene krydset*.

GODT NYTÅR

Susanne

Inspiration og idévirksomhed

Jeg er jo i fuld gang med at skrive på bind 3 i Nóillión Sagaen, imens mine allerede færdige manuskripter ligger og kalder på at blive redigeret, men når jeg er i skrivehumør, så er det med at benytte sig af det, så kan jeg redigere, når musen ikke er til andet. Dog står jeg allerede ved en skillevej i min historie.

Da jeg først besluttede mig for at jeg skulle skrive bogen, så havde jeg en idé om hvad der skulle ske og jeg har knapt rundet 100 sider og den er stukket af i en helt anden retning end jeg først planlagde. Nu står jeg så og skal finde ud af, hvor historien skal gå hen. Siden jeg ikke havde planlagt dette, så går jeg nu og fundere over diverse handlinger, der for det første skal have en mening med den overordnede historie og for det andet også er nogenlunde spændende, så læseren gider at læse resten af bogen. Bind 1 begynder lidt i det små, med hemmeligheder. Hemmelige planer, mystiske personer, ældgamle artefakter, bind 2 fortsætter stadig i det små, men i bind 3 begynder tingene at tage mere form, men hvor der stadige er hemmelige planer, mystiske personer og ældgamle artefakter.

Hvis man skal beskrive Nóillión Sagaen, så er det nok mere en sammensurium af genrer pakket ind i fantasy universet. Der er mystik, thriller, historisk, romantik, erotik og krimi mixet sammen. Selvom det har en fantasy udformning, så er den så meget mere end det. Jeg vil gerne give den en realistisk indhold med overnaturlige aftryk og omvendt. 

Så nu er jagten gået ind på hvad der skal ske fremadrettet i bind 3, hvor jeg sætter min hovedperson gennem så grueligt meget.

Indtil næste gang

Susanne

Mine Skriverier

Jeg tænkte at jeg vil give et lille update på mine skriverier. Det går fremad med det hele. 

[Pagten]

Det lykkedes mig mere eller mindre at skrive en hel bog på en måned, dog kan jeg ikke rigtig udgive den, da det er en efterfølger til bøgerne i Nóillión Sagaen, så indtil videre må den vente til jeg er nået til mindst bind 6 i Nóillión Sagaen. Pagten som serien hedder, er henvendt til unge. Den kan godt læses separat, så bøgerne i Nóillión Sagaen er ikke et must (siden de er henvendt til voksne), men her tænker jeg især på dem, der læser Djævlens Kys m.m. så vil det være lidt at et spoiler alert, hvis Pagten pludselig bliver smidt ind i puljen, da der vil være henvisninger til noget af handlingen i voksenbøgerne. Så jeg må vente.

Rosenalliancen

Jeg er blevet færdig med 1/3 af bogen. Jeg er færdig med afsnittet, som udelukkende omhandler Léonard og er nu i gang med Léontines del. Sidste del er hvor vi følger de to tvillinger på samme tid. Léontines del er dybt tragisk og virkelig svært at skrive og jeg må sidde og sunde mig undervejs, fordi det er frygtelig deprimerende. På den anden side så hjælper det også, når jeg skal sætte mig ind i hendes tankegang i hvad hun går gennem. I forbindelse med bogen og bind 5, har jeg søgt om et rejselegat til Paris, hvilket giver mig en mulighed for at tage en måned til Paris, hvor jeg kan lave research på de to bøger, da de foregår i Paris og Frankrig generelt. Så fingrene krydset, chancerne er små, men i det mindste har jeg taget springet og nu må vi håbe på det bedste.

Kajsa og Lysets Rige

Jeg er blevet færdig med den femte gennemlæsning og er begyndte på den sjette. Der er lang vej endnu, men jeg fik lavet en masse omskrivninger i forbindelse med den femte runde og forhåbentlig behøver jeg ikke at lave det store i sjette omgang, men vi får se. I det mindste går det langsomt fremad.

Alle de andre

Så er der alle de andre historier, som venter på at bliver skrevet og dem jeg er begyndt på. De er dem, som fylder tiden ud, når historierne ovenover går i hvile eller jeg har brug for en pause. Især Pagten og Rosenalliancen har været drænende rent emotionelt, så det er rart at have alternativer, hvor jeg kan hvile hovedet og hjertet.

Indtil næste gang
Susanne

Når kirsebærtræerne springer ud

Der er dage hvor man ikke kan få et ord ud, dage hvor man får skrevet et par linjer og så er der dage, hvor man får skrevet side efter side. Det sidste kan man godt sige har været tilfældet for mig de sidste par uger, hvilket er både godt og skidt. Det gode er at man kan se et fremskridt og det føles godt at alt det man har tænkt kan komme ud på papiret. Så er der den negative side, som sådan ikke er negativt i sig selv, men mere frustrerende og kan være irriterende for dem omkring en. Man har pludselig ikke tid til at gå i haven i weekenden, arbejdet man stadig har er i vejen, for man vil hellere sidde og skrive eller ens hoved er ved at eksplodere, fordi der er så meget man gerne vil have ud. Så ja, der er gode og dårlige side uanset om man kan få skrevet eller ej. Så er der også frustrationen over at den bog man faktisk får skrevet på er bind 6 og ikke bind 2, som man faktisk skal have udgivet først eller at man ikke får set det manuskript igennem, så det kan blive sendt ind til forlaget. Selv i skriveverdenen kan man aldrig blive helt tilfreds med det man laver, for der er altid noget, der må tage bagsædet og vente indtil ens fokus skifter igen.

Men når det er sagt, så har det været nogle gode uger, hvor jeg har kunne få en masse ned på skrift. Jeg render også rundt med et par notesbøger, som jeg laver notater i. Og notesbøger har jeg mange af. Hver historie for sin egen notesbog, som jeg kan gøre notater i og så har jeg en notesbog til nye idéer, som jeg skriver ned og hvis de en dag får deres egen notesbog, så er der udsigt til at det har potentiale til at blive en færdig skrevet historie. Det er også en fast bestanddel på mine ønskesedler til jul og fødselsdag. Notesbøger og gerne nogen der ser unikke ud, for selv en notesbog kan inspirere en. Jeg har et ønske om en hjemmelavet læderindbundet notesbog, som jeg kan skrive en bestemt historie og idéer ned i, for jeg kan se at hovedpersonen havde sådan en bog.

Mine notesbøger bliver fyldt af noter selvfølgelig, men jeg laver også en del tegninger, for at få mit billede inde i hovedet ud på papir og da jeg er meget visuelt anlagt, så er det nemmere at beskrive, hvis jeg kan se det på papir eller i et billede. Der bliver lavet tidslinjer, især hvis der er adskillige småhistorier, som skal ende i en flot sløjfe til sidst. For at nævne noget af det jeg er i gang med at skrive, der er bind 6 i Nóillión Sagaen fyldt med små historier, som blev påbegyndt i tidligere bind og som skal nå en slutning i bind 6 og så er der nye historier, som begynder. Så der kommer mine notesbøger til god hjælp og hvorfor jeg ikke kun har en notesbog til bind 6, men hele 3 styks.

Når foråret rammer, så er det som om det ikke kun er naturen, der springer ud, det gør musen også.

Indtil næste gang

Susanne

Gang i Nóillión Sagaen

 

De sidste mange uger har jeg fået skrevet en del på de forskellige bind i Nóillión Sagaen. Hvis folk så hvordan jeg arbejdede med bøgerne, vil de nok synes at jeg er ustruktureret og ikke særlige kontinuerlig, men det er sådan det fungerer for mig. Det kan være jeg får en idé til bind 4 og så skriver jeg løs på den indtil jeg får en idé til bind 5 og så er det videre til den, før en idé til bind 2 dukker op og det er den bog jeg skriver på. De sidste uger alene har den stået udelukkende på bind 2 og jeg er nu kommet til et lille håb om at jeg måske kan blive færdig med selve skriveprocessen inden året er omme, hvis alt går vel og jeg ikke pludselig får lyst til at skrive på noget helt andet. Her til aften er jeg for eksempel blevet færdig med min disposition til bind 2, så jeg har et overblik over hovedpunkterne, som kommer til at foregå i bind 2. Det er også meget sjovt at se hvordan hver enkelt karakter, stor som lille får deres eget liv. I bind 2 introducerer jeg et par nye karakterer, som især kommer til at cirkulere omkring Léonard, da bogen starter ud med at følge ham og hans udvikling efter den fatale nat i bind 1, hvor han og Léontine bliver forvandlet (undskyld, hvis man ikke har læst bogen endnu, men nu har den trods alt været ude i næsten to år). Bind 2 er delt op i tre dele. Del 1 følger Léonard, del 2 følger Léontine og del 3 følger begge tvillinger.

Husk du at altid følge med inde på hjemmesiden om hvordan det spænder af med bøgerne og fremskridtet med dem.

Da jeg har så mange historier, som finder sted i Nóillión universet, der har en vis betydning for de bøger, som jeg har planlagt skal komme, så går jeg og overvejer om der kommer små fortællinger mellem nogle af bøgerne, men om det er noget der bliver udgivet som bog eller de ryger op på min hjemmeside må tiden vise. Det er ikke før bind 4 og 5 at der kommer noget mellem de to, som kunne være interessant at offentliggøre. Lige nu har jeg bare fokus på at få bind 2 færdig, så den også kan komme ud og folk kan få fortsættelse, jeg efterlod jo trods alt bind 1 med lidt af en cliffhanger :)

Indtil næste gang

Susanne

Opdatering

Det er snart 5 måneder siden jeg sidst skrev et blog indlæg, så tænkte det var tid til at give et indblik i hvad der foregår i mit liv p.t.

Jeg har haft travlt, lige fra at flytte til at rejse en tur til USA. Så månederne har været stresset, men spændende. Nu begynder der endelig at falde lidt ro på også selvom julen banker på døren. August, september og det meste af oktober har ikke været godt for min muse, så der har jeg ikke fået gjort særlig meget ud af mit forfatterskab.  Det må man sige at der er gang i den nu. Jeg får læst min ungdomsroman igennem og jeg får skrevet på opfølgeren til Djævlens Kys, nu håber jeg bare på at december måned vil blive lige så god rent forfattermæssigt.

Her i december, der lægger jeg fire kapitler op. Et til hver søndag i advent. En lille julehistorie fra de Nóil familien, som foregår et par år før Djævlens Kys finder sted. Så hvis du har lyst til at læse med, så gå ind på susanneskindstad.dk - historien vil kunne findes inde under Nóillión Sagaens side efter jul, så hvis du ikke når det de næste mange søndage, så er der håb efterfølgende.

Glædelig jul og godt nytår

Susanne

At skrive med følelse

Påskeferien har ramt og i et forsøg på at få noget kreativt fra hånden, så sidder jeg p.t. og laver alt fra tidslinjer og moodboards til forsøg på at læse manuskripter igennem for at få lidt gang i skriveprocessen. Jeg sidder med en næsten færdigskrevet ungdomsroman, som skuler efter mig og så er der den frygtede toer til min debutroman, som sidder og hænger tungt over hovedet på mig.

Den frygtede toer, som jeg har døbt Rosenalliancen for nu, har min ene hovedperson en meget grum fortælling, som jeg skal prøve at få ud. En ting er at sætte sig i karakterens sted, en anden er at få det ud på papir. For jeg har aldrig stået i den situation, som jeg har bestemt mig for at min hovedperson skal gå igennem, så hvordan dælen får jeg det skrevet, så læseren også får en fornemmelse af at være der? Jeg bruger rigtig meget musik, når jeg skriver. Musik, der kan sætte mig i den rette sindsstemning, men også moodboards kan være behjælpeligt i mit forsøg på at ramme den rette følelse, som hovedpersonen går igennem. Problemet er at det er tidskrævende, og jeg har sat pres på mig selv at jeg gerne skal have skrevet toeren indenfor de næste to år og ikke 15 år, som det tog mig at få den første færdig. Så for at få lidt gang i kreativiteten, sidder jeg og planlægger skæbnerne for de mange karakterer, som man kommer til at følge i den kommende bøger i Nóillión sagaen.

God påske herfra 

Susanne

Endnu en bog undervejs

Jeg har brugt mange mange år på at skrive på Djævlens Kys, som egentlig startede hvor bind 5 begynder, men da jeg begyndte at tænke lidt over det, så synes jeg det var bedre at starte ved begyndelsen. Nu er jeg så begyndt på en historie, som finder sted adskillige år efter Nóillión Sagaen slutter. Det er karakterer, der optræder i de sidste bøger i serien, men som har masser af historier at fortælle selv. 

I alle de år jeg har skrevet, har jeg opdaget at når en karakter står stærkt i hovedet, så er det med at få skrevet så meget som muligt, så det er hvad jeg gør. Denne historie er henvendt til teenagere, så universet spreder sig længere end til bare de voksne. Jeg har også en anden bogserie i tankerne, som omhandler andre karakterer i sagaen. Jeg håber bare, jeg kan få fortalt dem alle, for de er så sjove at arbejde med.

Hvis det stod til mig, så vil jeg have mulighed for at skrive når som helst, men jeg kan ikke rigtig leve af at være forfatter på nuværende tidspunkt og kommer nok heller aldrig til det, regner i hvert fald ikke med det. Så indtil videre må jeg skrive, når jeg har tid til det, hvilket vil hovedsageligt være i weekenderne og i ferierne, men det gør heller ikke så meget, for på to dage har jeg skrevet seks A4 sider på computeren, hvilket er ret godt.

Indtil næste gang

Susanne