Stille, stille, stille nu står solen op

Fotograf: Bettina Skindstad Ebert

Sådan begynder sangen om Buster. 

Det har været meget stille fra min side og det er forståeligt nok. Den 22. januar gik min mor bort. Jeg har egentlig haft en følelse i over et halvt år om, at hun ikke havde langt igen. Min tid i de seneste par måneder har været på at være der for min mor, når hun behøvede det. Det har også gjort, at alt hvad der har heddet at skrive og redigere, har lagt på et meget lille sted. Nu to uger efter hun er gået bort, så er lysten der stadig ikke, men mine tanker er så småt begyndt at bevæge sig i skrivehjørnet. Jeg sidder og læser det, jeg har skrevet indtil videre. 

Jeg håber, at jeg snart kan finde motivationen igen, men der er stadig mange ting, der skal gøres i forbindelse med min mors død, jeg skal også have fundet ud af, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg skal have fundet et andet sted at bo (mors hus er ganske enkelt for stort for mig nu). Jeg har snakket mere i telefon de seneste par uger, end jeg gør i løbet af et år og jeg bryder mig ikke om at tale i telefon, da det giver mig hovedpine, hvis jeg har den mod øret for længe af gangen. 

Forhåbentlig kan jeg finde motivationen igen i løbet af foråret til at få redigeret Kajsa og Lysets Rige, som står øverst på min to-do-liste. Det var oprindeligt planen, at jeg skulle have brugt julen på det, men der var andre ting, der var mere vigtige (sørge for mor fik en god jul og nytårsaften).

Indtil næste gang

Susanne

Når tankerne fylder.

 

Jo ældre man bliver, jo flere tanker er der man skal holde styr på. Sådan er det for mig. I den ene ende er der alle bekymringerne og i den anden er det alle historierne, som danner sig i ens hoved, når man skriver. Sommetider, så vækker de mig om natten, andre gange så har jeg svært ved at falde i søvn om natten. Efter jeg er begyndt at føre dagbog, så har det faktisk hjulpet. I denne uge har jeg skrevet hver dag, for det har jeg haft behov for, andre gange er det kun et par gange om ugen. Og det er alt jeg skriver ned, alt det der fylder i mit hoved, som jeg skriver ned. Sommetider giver det mig et overblik, andre gange er det bare for at få det ud af mit hoved, så det ikke står og fylder op derinde. 

Det er især slemt i de perioder, hvor jeg også har mine historier, som jeg tænker på og sådan er det i disse dage, for ikke nok med at nogle af de mindre historier, som jeg går og skriver på, så er der også de mere etablerede karakterer fra Nóillión Sagaen, som fylder. Især Lémár og Lizette har fyldt meget, men nu er Léontine og Javier også dukket op. Men som mit motto er, jeg tager en dag ad gangen ellers bliver jeg forvirret.

Indtil næste gang

Susanne