Stille, stille, stille nu står solen op

Fotograf: Bettina Skindstad Ebert

Sådan begynder sangen om Buster. 

Det har været meget stille fra min side og det er forståeligt nok. Den 22. januar gik min mor bort. Jeg har egentlig haft en følelse i over et halvt år om, at hun ikke havde langt igen. Min tid i de seneste par måneder har været på at være der for min mor, når hun behøvede det. Det har også gjort, at alt hvad der har heddet at skrive og redigere, har lagt på et meget lille sted. Nu to uger efter hun er gået bort, så er lysten der stadig ikke, men mine tanker er så småt begyndt at bevæge sig i skrivehjørnet. Jeg sidder og læser det, jeg har skrevet indtil videre. 

Jeg håber, at jeg snart kan finde motivationen igen, men der er stadig mange ting, der skal gøres i forbindelse med min mors død, jeg skal også have fundet ud af, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg skal have fundet et andet sted at bo (mors hus er ganske enkelt for stort for mig nu). Jeg har snakket mere i telefon de seneste par uger, end jeg gør i løbet af et år og jeg bryder mig ikke om at tale i telefon, da det giver mig hovedpine, hvis jeg har den mod øret for længe af gangen. 

Forhåbentlig kan jeg finde motivationen igen i løbet af foråret til at få redigeret Kajsa og Lysets Rige, som står øverst på min to-do-liste. Det var oprindeligt planen, at jeg skulle have brugt julen på det, men der var andre ting, der var mere vigtige (sørge for mor fik en god jul og nytårsaften).

Indtil næste gang

Susanne

Når mit andet liv slår revner

Det er ingen hemmelighed at når jeg ikke skriver, så banker mit hjerte for lærergerningen. Jeg har undervist i snart 20 år (hvilket i sig selv er frygtelig at tænke på, for det føles ikke som 20, snarer som 10 og man funderer over hvor tiden er blevet af og man er ved at blive en moden dame). Sidst i januar fik jeg et chok, da jeg fandt ud af at en af mine tidligere elever var død, hun gik stadig i skole og pludselig bliver hun revet væk fra denne verden. Det slog mig alvorligt ud af kurs, og det fik mig også til at reflektere over mit liv som lærer.

Når man arbejder med børn i det daglige, så er der op og nedture. Elever der gør et indtryk på hver sin måde af både godt og skidt. Der er dage hvor man bare har lyst til at smide håndklædet i ringen, for det er ved at stige en over hovedet (planlægning, konflikthåndtering, undervisning, differentiering, sørge for at alle elever bliver set og hørt etc.) og så er der dage, hvor man bliver bekræftet i at dette er hvad jeg vil lave til den dag jeg skal gå på pension (hvilket ser ud til er omkring de 70, så har mange år endnu). Eleverne er ikke permanente i ens liv, de bliver store, de går ud af skolen og man følger dem stadig på afstand enten fordi man kender deres forældre, venner med dem på Facebook eller de bor i samme by som en selv, så man støder på dem fra tid til anden, når man går ind i en butik eller ned ad gaden. Så man holder stadig øje, for man vil gerne vide om det går dem godt.

I går fandt jeg så ud af at endnu en elev, jeg havde for efterhånden en del år siden er død og atter kommer tankerne. Er det det værd? At knytte bånd med eleverne, for det er jo det jeg gør. Når de kommer til en og vil snakke, så kommer man jo tæt på dem og selv når de ikke kommer til en, så får man et eller andet bånd til dem. Det at være lærer er så meget mere end at undervise, man bekymrer sig om ens elever, for man vil jo kun deres det bedste at de får de redskaber, der skal til for at begå sig ude i den virkelighed, som de en dag træder ud i når deres lange skoleliv er færdig. 

Men når sådanne dødsfald rammer, så rammer de hårdt, for man kendte de afdøde, man vidste hvem de var, hvor de boede som børn og endda hvad de endte med at lave i deres voksenliv. Spørgsmålet er dog stadig, er det, det værd? Lige efter man får sådan en nyhed, så nej det er det ikke, men efter at have sundet sig lidt og kommet ovenpå igen, og livet går jo unægtelig videre, uanset om man vil det eller ej, så brænder mit lærerhjerte stadig lige kraftigt. For jeg elsker arbejdet med børnene, for ingen dag er ens og der er altid en eller anden, der ender med at få mig til at grine. Lærerlivet er mere end bøger, matematik og læsning, det er om at give omsorg og få en indsigt i hvem hver enkelt barn er og det betyder at man giver utrolig meget af sig selv også efter man ikke har dem længere, for man er jo stadig nysgerrig om hvordan det går dem.

Gennem årene har jeg fundet ud af at skrive sine tanker ned eller få dem omvendt til noget man kan bruge i sine historie, det har hjulpet mig en hel del, for der har været mange tab henover årene og som stadig påvirker mig den dag i dag, men ved at få mine følelser ned på papir har været utrolig hjælpsom. Det at få alt ud og få lettet hjertet, for jeg er ikke typen der taler om tingene, jeg begraver dem og det er bare noget jeg er vokset op med. Der har min kreative side virkelig hjulpet mig gennem mange ting, for der kan jeg virkelig gå amok, hvis der er noget jeg er vred over eller ked af noget, så kan jeg få alt ud gennem min kreativitet.

Men sådan er vi så forskellige. Nogle vil gerne snakke andre vil ikke, det vigtigste er dog at man får sine følelser ud på en eller anden måde. Om det er ved at tale med en anden, male, skrive, løbe, gå i fitnesscenteret eller gå amok på en boksebold, det er ligegyldigt, for jo mere du ender med at gruble over dine tanker, des værre bliver det bare. 

Så her på falderebet vil jeg bare sige, find ud af hvad din måde er for at komme af med det der hober sig op inde i dig selv, for hvis du er ligesom mig, der ikke bryder sig om at tale om det, så skal du stadig få det bearbejdet på en eller anden måde.

Indtil næste gang

Susanne

Når man mister musen

Der kan være mange årsager til at man mister lysten til at skrive. Stress, for mange bekymringer, sorg eller noget helt andet. Indtil i lørdags var min muse på sit højeste og søndag morgen, ja der havde jeg hverken lyst eller overskud til at skrive. Hvorfor? Dødsfald i familien. Selvom man har ordene i hovedet, så vil de ikke ud og ens tanker handler mere om den person, som ikke længere er her. Alle de gode minder, grinene og humoren som i dette tilfælde min fætter nu var kendt for. En lun og sindig jyde med stort J. 

Sådan er livet desværre, uanset hvordan døden rammer os, så vil den med tiden ramme. Det har også fået tankerne i gang hos mig de seneste dage, hvor jeg bare har gået rundt i min egen lille boble og funderet. Tankerne vendte tilbage til dengang min far pludselig døde, sådan helt ud af det blå, ligesom min fætter, ligesom mange i min familie har forladt denne verden. 

Sorgen kommer i mange former og vi bearbejder den også forskelligt. Om det er ens far eller ens fætter, selvom sorgen er forskellig for mig, så er man trist og vil ønske at det ikke var sket. Tankerne om dem som står i det lige nu. Jeg kan huske, at dengang min far døde var der bare en stor rungende tomhed, som fyldte mig, for verden fortsætter og man føler sig lidt efterladt, selvom man har folk omkring sig og som går igennem det samme som mig, så er det alligevel anderledes, for sorg rammer os forskelligt. 

Når jeg tænker tilbage, så gik der omkring 10 år, før jeg følte mig tilbage til mit gamle selv og alligevel er alt anderledes. Jeg var blevet voksen, havde fået en uddannelse, fået arbejde, flyttet hjemmefra og selv savnet ikke var så stort længere, så var min far der jo ikke længere. Jeg vil ærligt sige, at forholdet til min far var ikke super tæt, han var den strikse af mine forældre, og jeg havde mine ture med ham, hvor vi gik hinanden på klingen. Alligevel så følte jeg skyld over hans død, for var der noget jeg kunne have gjort? Hvis han ikke havde hjulpet mig med min reklamerute, vil han så stadig være i live? Hvis jeg vidste, hvordan man udførte ordentlig førstehjælp, vil han så have været i live? For med sorgen kommer også skylden, enten på en selv eller man skyder skylden på en anden, for det må jo være en eller andens skyld, at folk dør, men sådan er det ikke. Det er livet i de fleste tilfælde, så er der ikke nogen man kan skyde skylden på, hverken en selv eller andre, for det er hvad der sker, og vi er kun mennesker, vi kan ikke diktere hvem der får lov til at leve eller dø. 

Med dette vil jeg bare sige, livet er lunefuldt og det kan ændre sig på et sekund, så lev det imens du har det og vær sammen med dem du holder af, når det er muligt, for det er ikke til at vide om de er væk i morgen.

Til minde om min fætter, der kom herfra alt for tidligt.

Susanne

Billedet er af min far og mig.