Der kan være mange årsager til at man mister lysten til at skrive. Stress, for mange bekymringer, sorg eller noget helt andet. Indtil i lørdags var min muse på sit højeste og søndag morgen, ja der havde jeg hverken lyst eller overskud til at skrive. Hvorfor? Dødsfald i familien. Selvom man har ordene i hovedet, så vil de ikke ud og ens tanker handler mere om den person, som ikke længere er her. Alle de gode minder, grinene og humoren som i dette tilfælde min fætter nu var kendt for. En lun og sindig jyde med stort J.
Sådan er livet desværre, uanset hvordan døden rammer os, så vil den med tiden ramme. Det har også fået tankerne i gang hos mig de seneste dage, hvor jeg bare har gået rundt i min egen lille boble og funderet. Tankerne vendte tilbage til dengang min far pludselig døde, sådan helt ud af det blå, ligesom min fætter, ligesom mange i min familie har forladt denne verden.
Sorgen kommer i mange former og vi bearbejder den også forskelligt. Om det er ens far eller ens fætter, selvom sorgen er forskellig for mig, så er man trist og vil ønske at det ikke var sket. Tankerne om dem som står i det lige nu. Jeg kan huske, at dengang min far døde var der bare en stor rungende tomhed, som fyldte mig, for verden fortsætter og man føler sig lidt efterladt, selvom man har folk omkring sig og som går igennem det samme som mig, så er det alligevel anderledes, for sorg rammer os forskelligt.
Når jeg tænker tilbage, så gik der omkring 10 år, før jeg følte mig tilbage til mit gamle selv og alligevel er alt anderledes. Jeg var blevet voksen, havde fået en uddannelse, fået arbejde, flyttet hjemmefra og selv savnet ikke var så stort længere, så var min far der jo ikke længere. Jeg vil ærligt sige, at forholdet til min far var ikke super tæt, han var den strikse af mine forældre, og jeg havde mine ture med ham, hvor vi gik hinanden på klingen. Alligevel så følte jeg skyld over hans død, for var der noget jeg kunne have gjort? Hvis han ikke havde hjulpet mig med min reklamerute, vil han så stadig være i live? Hvis jeg vidste, hvordan man udførte ordentlig førstehjælp, vil han så have været i live? For med sorgen kommer også skylden, enten på en selv eller man skyder skylden på en anden, for det må jo være en eller andens skyld, at folk dør, men sådan er det ikke. Det er livet i de fleste tilfælde, så er der ikke nogen man kan skyde skylden på, hverken en selv eller andre, for det er hvad der sker, og vi er kun mennesker, vi kan ikke diktere hvem der får lov til at leve eller dø.
Med dette vil jeg bare sige, livet er lunefuldt og det kan ændre sig på et sekund, så lev det imens du har det og vær sammen med dem du holder af, når det er muligt, for det er ikke til at vide om de er væk i morgen.
Til minde om min fætter, der kom herfra alt for tidligt.
Susanne
Ingen kommentarer:
Send en kommentar