Forfattertanker

 

Rosenalliancen er udkommet. Selve udgivelsesdagen blev brugt i sygesengen med corona, ikke ligefrem det mest ideelle. Nu hvor jeg endelig er kommet ovenpå, så kører mine tanker om de næste bind. Selvom det hele er research og noteskrivning, så holder jeg en lille pause. Næste uge går jeg dog i gang med at kikke Kajsa og Lysets Rige igennem, hvis jeg kan komme afsted med det. Det kan sommetider være svært at omstille ens tankegang fra en fortælling til en anden, især hvis man er fuldstændig opslugt af den.

Vi får se hvordan det går, til at begynde med skal jeg have kikket mine beta-læseres noter igennem og se hvad jeg derefter skal gøre ved manuskriptet. Forhåbentlig har jeg hovedet med, det er ikke altid at have nok plads på harddisken, når der er tusind andre ting i livet man også skal forholde sig til.

I denne uge skriver jeg projektopgave i forbindelse med et kursus jeg tager, som slutter på fredag, så det har mere eller mindre alt mit fokus i disse dage. Der er stor forskel mellem at skrive på noget fagligt og skønlitterært. Når det gælder faglig skrift, så er tingene mere eller mindre fastlåst, det er begrænset hvor meget frihed man har. Hvorimod skønlitterært der er det kun fantasien, der sætter grænser.

Så indtil næste gang.

Susanne

Imens Vi Venter

Så er bogen gået i trykken og nu kan jeg bare sidde og vente utålmodigt på, at jeg får min sending om et par uger. Imens vi venter, så går jeg og forbereder mig. P.t. kører jeg en nedtælling på de social medier og min hjemmeside, hvor jeg sætter fokus på mange af de karakterer, som er med i bind 2. Desuden går jeg og tænker på bind 3 og 4, som ligger og rumsterer i baghovedet. Derudover er der min ungdomsbog, som jeg også skal i gang med når Rosenalliancen er udkommet. Om det ikke er nok, så er der også livet ved siden af mit forfatterskab, som også er i fokus. Skal i gang med et kursus på mandag, heldigvis er det online, så ikke noget med transporttid, men alligevel jeg skal koncentrere mig noget, som har betydning for min hverdag, når jeg ikke skriver.

Jeg må indrømme at det har været ekstra stressende i denne omgang end det var med bind 1, måske fordi jeg vidste hvad der skulle laves. Tilbage i 2021 var jeg uskyldig og havde ingen idé om hvor meget der egentlig skal laves for at et manuskript bliver til en bog. Lige nu sidder jeg og venter at høre angående lydbogen, da den kommer senere end e-bogen og den fysiske bog. Er skuespilleren ledig som læste bind 1 højt eller skal jeg have fundet en anden, men forhåbentlig så ved jeg noget snart og mere vil blive offentliggjort om hvornår lydbogen kommer ud.

Indtil næste gang

Susanne 

Fremskridt

Der har været lidt stille fra min side. Jeg har selvfølgelig travlt med at få Rosenalliancen klar til udgivelse i oktober, men der har også været en del udenoms støj, som har forstyrret mig en del. Så når jeg endelig for fred og ro omkring mig, så sidder jeg og kikker manuskriptet igennem. 

Jo mere jeg læser det igennem, des mere glad bliver jeg med det. Jeg føler virkelig at bind 2 byder på en masse. Både drama, traume, tragedie, mystik, en lille smule romantik for både Léonard og Léontine. Så er der de nye karakterer, som dukker op og som jeg glæder mig til at gå mere i dybden med i de kommende bøger. Så er der de gamle kendinger, som vender tilbage og biddrager på godt og ondt til tvillingernes udvikling gennem bogen.

I dag blev jeg konfirmeret om at det med at fortælle historier er drømmen. Jeg har en ungdomsbog ude blandt beta-læsere og fik den tilbage fra en af dem. Jeg elsker ros og når nogen siger at de ikke kan lægge historien fra sig og gerne vil læse mere. Selvfølgelig lægger det også et væsentlig pres på at man er nødt til at fortsætte.

Efter at Rosenalliancen er færdig, så vil jeg se om jeg ikke kan få min ungdomsroman udgivet. Den har gemt sig bag Nóillión Sagaen, selvom det faktisk er den historie, som jeg begyndte på først. Det er over 20 år siden jeg begyndte at skrive på Kajsa og Lysets Rige, men så dukkede Nóillión Sagaen op og den blev mere dominant i mit hoved, men nu skal det være.

Indtil næste gang

Susanne

Redigeringsfasen

Så blev jeg færdig med at skrive på Rosenalliancen og så er det mange tror, at nu sender jeg den ind til forlaget. Nej, det gør jeg ikke. Nu begynder den næste fase, nemlig fasen hvor jeg læser historien igennem, retter, skriver til, omskriver, sletter, sætter kommaer og punktummer og det gør jeg adskillige gange indtil jeg føler at nu er den klar til at forlaget skal kikke på den. Bare i løbet af de første kapitler jeg har læst igennem, så har der været ting, hvor jeg tænker, det har jeg fuldstændig glemt i løbet af bogen at komme ind på eller følge op på. Det kan også være at en ny idé kommer til mig, som vil passe godt ind, så skal det skrives ind. Det kan også være jeg opdager personer, som på en eller anden mystisk måde ændrer baggrundshistorie i løbet af bogen, så skal det rettes til. 

Der er mange ting man skal kikke på og det tager tid, især for mig, for det er nok den proces jeg hader mest, det er at kikke det hele igennem igen og igen og igen og ... Der kan være dage, hvor jeg kommer til at hade historien så meget at jeg mest af alt har lyst til at opgive det hele. Det bedste man kan gøre i det tilfælde er at lade bogen ligge og lave noget andet. Enten tage fat i en anden bog eller skrive på en af de næste bind eller tilbringe tid med familien, tage ud af huset eller fokusere på ens arbejde og kun tænke på det, så man får redigeringsarbejdet på afstand.

Jeg er jo også i gang med at redigere min ungdomsroman og her er jeg i gang med at kikke nærmere på selve historien, for at få fyldt de huller ud, som er kommet i historien. Der får jeg hjælp af Word, hvor jeg kan sætte den til at læse historien højt imens jeg lytter og følger med i teksten. Det er en god hjælp til at se det der ikke lyder ordentligt i øret. En sætning, som ikke giver mening eller hvis der er en stave -eller slåfejl som pludselig springer i øjnene. Når man selv læser den igennem højt eller inde i hovedet, så kan man godt glemme af fokusere på sætningerne, her er Words højtlæsning guld værd. Når jeg er færdig med denne redigeringsrunde, så er det tid til at printe manuskriptet ud og så skal jeg kikke på den igen og have fat i post-its og overstregningstusser, så jeg kan få historien helt i skabet, hvorefter de sidste runder med grammatisk gennemgang, hvorefter den forhåbentlig er klar til at ryge videre i systemet.

Så der er rigtig meget arbejde mellem selve historieskrivningen og til den ender i trykken. Man kan have skrevet nok så meget, men det skal jo gerne give nogenlunde mening for læserne, for selvom jeg ikke skriver mine bøger for at underholde andre, betyder det ikke at jeg ikke kan gøre noget ud af dem, så de bliver ordentlige. Som jeg har nævnt i andre sammenhænge, så elsker jeg at finde på historier og jeg kan ikke lade være med at skrive. Du kan sige at det er min form for terapi, hvis der sker noget i mit liv, så får jeg mine følelser ud gennem mine historier.

Indtil næste gang

Susanne

Mine Skriverier

Jeg tænkte at jeg vil give et lille update på mine skriverier. Det går fremad med det hele. 

[Pagten]

Det lykkedes mig mere eller mindre at skrive en hel bog på en måned, dog kan jeg ikke rigtig udgive den, da det er en efterfølger til bøgerne i Nóillión Sagaen, så indtil videre må den vente til jeg er nået til mindst bind 6 i Nóillión Sagaen. Pagten som serien hedder, er henvendt til unge. Den kan godt læses separat, så bøgerne i Nóillión Sagaen er ikke et must (siden de er henvendt til voksne), men her tænker jeg især på dem, der læser Djævlens Kys m.m. så vil det være lidt at et spoiler alert, hvis Pagten pludselig bliver smidt ind i puljen, da der vil være henvisninger til noget af handlingen i voksenbøgerne. Så jeg må vente.

Rosenalliancen

Jeg er blevet færdig med 1/3 af bogen. Jeg er færdig med afsnittet, som udelukkende omhandler Léonard og er nu i gang med Léontines del. Sidste del er hvor vi følger de to tvillinger på samme tid. Léontines del er dybt tragisk og virkelig svært at skrive og jeg må sidde og sunde mig undervejs, fordi det er frygtelig deprimerende. På den anden side så hjælper det også, når jeg skal sætte mig ind i hendes tankegang i hvad hun går gennem. I forbindelse med bogen og bind 5, har jeg søgt om et rejselegat til Paris, hvilket giver mig en mulighed for at tage en måned til Paris, hvor jeg kan lave research på de to bøger, da de foregår i Paris og Frankrig generelt. Så fingrene krydset, chancerne er små, men i det mindste har jeg taget springet og nu må vi håbe på det bedste.

Kajsa og Lysets Rige

Jeg er blevet færdig med den femte gennemlæsning og er begyndte på den sjette. Der er lang vej endnu, men jeg fik lavet en masse omskrivninger i forbindelse med den femte runde og forhåbentlig behøver jeg ikke at lave det store i sjette omgang, men vi får se. I det mindste går det langsomt fremad.

Alle de andre

Så er der alle de andre historier, som venter på at bliver skrevet og dem jeg er begyndt på. De er dem, som fylder tiden ud, når historierne ovenover går i hvile eller jeg har brug for en pause. Især Pagten og Rosenalliancen har været drænende rent emotionelt, så det er rart at have alternativer, hvor jeg kan hvile hovedet og hjertet.

Indtil næste gang
Susanne

Rødt hjerte, blåt blod

Filmen alle taler om i disse dage på de sociale medier. Jeg besluttede mig for at se den i aftes, for at se hvad alt hypet var omkring og jeg må sige - HOLD DA FAST - den var god. Sjov og gribende om en søn af den amerikanske præsident, der forelsker sig i en engelsk prins. Begge lever i søgelyset og i sladderspalterne, gemmer på deres følelser, for ikke at støde nogen.

Red, white & royal blue, som filmen hedder på engelsk bygger på bogen af samme titel (Rødt hjerte, blåt blod på dansk) skrevet af Casey McQuiston. Hvis man hverken har set film eller læst bogen, så vil jeg opfordre til at se filmen først, da der er meget af bogen, som ikke har fundet vej til filmen af både karakterer og handling. 

Jeg må dog sige at jeg kraftigt kan anbefale både film og bog. Fik læst bogen på under 24 timer, men jeg endte også med at læse til klokken 3 om natten for derefter at vågne igen klokken 5 og så læse videre.

Jeg har aldrig læst bøger i LGBT+ genren før, men det er jo ikke anderledes end hvad der sker i en mand/kvinde romance. To møder hinanden, bliver forelsket, må gå så gruelig meget igennem før de kan leve lykkeligt til deres dages ende. At det så er to af samme køn eller andet er sådan set ligegyldigt, for det er den samme opskrift, som historien er bygget op, når det kommer til kærlighedshistorien. Det er nu godt at se at der dukker flere og flere af disse historier, hvor hovedpersoner er queer, for ellers så har de som regel kun optrådt i baggrunden, som karakterer, der sætter ekstra kolorit til hovedpersonens vennekreds eller baggrundshistorier, som egentlig ikke gør andet end giver en historie give fylde til hovedpersonens rejse. Her i Rødt hjerte, blåt blod er der pludselig fokus på to mænd, som forelsker sig i hinanden og må gøre op med gammeldags værdier og traditioner. Hvor de må vælge at følge deres hjerte og evt. leve med de konsekvenser der måtte komme, eller leve i hemmelighed og være tynget af at offentligheden ikke må vide hvem de er, leve et liv som ikke er deres eget.

Selvom jeg er vokset op i et hjem, hvor man ikke synes at et forhold mellem to af samme køn er særlig kristent, så er jeg glad for at jeg ikke har arvet det samme synspunkt, for hvad er der galt i at to personer elsker hinanden? Om det så er to af samme køn eller ej, det er underordnet. Har alle ikke lov til at leve det liv, som gør dem lykkelig? Når man tænker på hvor forfulgte gruppen har været i århundreder endda årtusinder i visse folkeslag, så har LGBT altid eksisteret og ikke noget som pludselig er opstået inden for de sidste hundrede år. Der har altid været biseksuelle, homoseksuelle i verden. Mennesker, der har måtte holde sine følelser i skjul, for ikke at blive overfaldet, arresteret eller dræbt for noget som de er født som.

Hvor nogen sikkert mener, at de får for meget opmærksomhed, der siger jeg sludder. Det giver kun opmærksomhed for dem som ikke kan indfinde sig med at dette er lige så naturligt som en mand og kvinde, der falder for hinanden. Det er ikke en trend, det er ikke en livsstil man kan ændre på og især ikke noget man skal tie ihjel. Jeg kender selv personer, som har fundet kærligheden med en af samme køn og jeg synes, det er fantastisk, at de også kan få et liv, hvor kærligheden sejre og de kan leve med den, de elsker.

LGBT+ kommer også til at optræde i mine bøger. Jeg har allerede planer om at nogle af de karakterer, som er med i blandt andet Nóillión Sagaen er biseksuelle eller homoseksuelle. Da jeg ikke har erfaring med det selv, så tager jeg ting fra hvad jeg har snakket med både biseksuelle og homoseksuelle om, når de har fortalt om hvad de har måtte kæmpe med, hvordan deres familier har taget nyheden om hvem de var. Deres glæder og sorger for at være der hvor de er i livet. Der er noget livsbekræftende, når man snakker med folk, som har en anden tilgang til partnere, for når man bider ind til benet, så er kærligheden den samme, det er bare omverdens forventninger, som kan sætte én ind i skabet, og sådan skal det jo ikke være. 

Så jeg hilser film og bøger med LGBT+ indhold velkommen, kan ikke love at jeg vil se og læse dem, for hvis jeg ikke får den gode kærlighedshistorie med og karisma, som i alle de andre kærlighedshistorier, så falder jeg fra. Så længe det er en god historie, så ser jeg og læser det gerne.

Indtil næste gang.

Susanne