Redigeringsfasen

Så blev jeg færdig med at skrive på Rosenalliancen og så er det mange tror, at nu sender jeg den ind til forlaget. Nej, det gør jeg ikke. Nu begynder den næste fase, nemlig fasen hvor jeg læser historien igennem, retter, skriver til, omskriver, sletter, sætter kommaer og punktummer og det gør jeg adskillige gange indtil jeg føler at nu er den klar til at forlaget skal kikke på den. Bare i løbet af de første kapitler jeg har læst igennem, så har der været ting, hvor jeg tænker, det har jeg fuldstændig glemt i løbet af bogen at komme ind på eller følge op på. Det kan også være at en ny idé kommer til mig, som vil passe godt ind, så skal det skrives ind. Det kan også være jeg opdager personer, som på en eller anden mystisk måde ændrer baggrundshistorie i løbet af bogen, så skal det rettes til. 

Der er mange ting man skal kikke på og det tager tid, især for mig, for det er nok den proces jeg hader mest, det er at kikke det hele igennem igen og igen og igen og ... Der kan være dage, hvor jeg kommer til at hade historien så meget at jeg mest af alt har lyst til at opgive det hele. Det bedste man kan gøre i det tilfælde er at lade bogen ligge og lave noget andet. Enten tage fat i en anden bog eller skrive på en af de næste bind eller tilbringe tid med familien, tage ud af huset eller fokusere på ens arbejde og kun tænke på det, så man får redigeringsarbejdet på afstand.

Jeg er jo også i gang med at redigere min ungdomsroman og her er jeg i gang med at kikke nærmere på selve historien, for at få fyldt de huller ud, som er kommet i historien. Der får jeg hjælp af Word, hvor jeg kan sætte den til at læse historien højt imens jeg lytter og følger med i teksten. Det er en god hjælp til at se det der ikke lyder ordentligt i øret. En sætning, som ikke giver mening eller hvis der er en stave -eller slåfejl som pludselig springer i øjnene. Når man selv læser den igennem højt eller inde i hovedet, så kan man godt glemme af fokusere på sætningerne, her er Words højtlæsning guld værd. Når jeg er færdig med denne redigeringsrunde, så er det tid til at printe manuskriptet ud og så skal jeg kikke på den igen og have fat i post-its og overstregningstusser, så jeg kan få historien helt i skabet, hvorefter de sidste runder med grammatisk gennemgang, hvorefter den forhåbentlig er klar til at ryge videre i systemet.

Så der er rigtig meget arbejde mellem selve historieskrivningen og til den ender i trykken. Man kan have skrevet nok så meget, men det skal jo gerne give nogenlunde mening for læserne, for selvom jeg ikke skriver mine bøger for at underholde andre, betyder det ikke at jeg ikke kan gøre noget ud af dem, så de bliver ordentlige. Som jeg har nævnt i andre sammenhænge, så elsker jeg at finde på historier og jeg kan ikke lade være med at skrive. Du kan sige at det er min form for terapi, hvis der sker noget i mit liv, så får jeg mine følelser ud gennem mine historier.

Indtil næste gang

Susanne