Ja, hvorfor ikke. Den anden dag fik jeg en idé om endnu en bog i Nóillión Sagaen. Alle søskende får mindst en bog for sig selv, så hvorfor skal Léonard ikke have en også. Léontine er den overskyggende hovedperson i sagaen, men hver søskende har en unik historie, som jeg gerne vil fortælle og det skal også gælde for Léonard. Idéerne er allerede ved at flyve rundt. Dog går der noget tid, før det er tid til hans bog, da hans historie, som jeg vil fortælle foregår mellem 1906 og 1944 og da vi først skal gennem de øvrige søskende, plus et par bøger, hvor både han og Léontine er hovedpersoner, så er hans bog først sat som bind 9.
Hver gang jeg får en idé til en bog, kommer jeg til at tænke på alle de øvrige idéer, som jeg stadig skal have skrevet færdig. Ikke kun i Nóillión Sagaen, men også de øvrige historier, som slet ikke har noget med Nóillión Sagaen at gøre. Jeg har ofte fået spørgsmålet, hvor får jeg idéerne fra og for at være ærlig, jeg aner det ikke. Jeg har altid haft en livlig fantasi. Som barn var jeg meget alene, da jeg hverken gik i børne have eller boede et sted, hvor der var mange børn på gaden. Jeg voksede op på en gård og selvom der var børn på de nærmeste gårde/husmandssteder/huse, så var de jo i børnehave i løbet af dagen, så jeg skulle jo finde på mine egne lege og underholde mig selv, da mine forældre passede gården, huset, haven og hvad der nu skulle laves i løbet af dagen. Det var sjældent jeg kedede mig og jeg havde da kattene, som jeg kunne lege med og en gård, jeg kunne udforske. Min far havde sat en gynge op ude i kostalden, så jeg sad altid og gyngede imens han malkede køerne. Jeg kunne også finde på at fortælle historier for kalvene, når jeg kælede med dem. Så var der jo dukkerne indenfor, som jeg også legede flittigt med. Altid forestillede jeg mig en eller anden scenarie, dukken skal til læge, dukken skal til frisør, hvad det nu kunne være.
Da jeg blev lidt større, så gik jeg om bag maskinhuset, hvor der lå en masse dæk. Her lavede jeg en hule, hvor jeg forestillede at jeg levede i stenalderen, så jeg gik ned i den nærliggende bæk og hentede ler, som jeg så tog med op til min hule. Der var også mindre lunde, hvor jeg klatrede i træer eller forestillede mig at der boede en trold inde i et kroget træ med et stort hul i. Jeg boede i et område, hvor der var mange gravhøje, så historie har altid fascineret mig, især vikingetiden og tiden før det. Mine forældre var også gode til at fortælle om hvordan det var at være barn under 2. Verdenskrig. Især min far fortalte ivrigt om at han havde set tyske soldater, at hans far havde været i det lokale vagtværn, hvordan nogle fra landsbyen havde været med i modstandsbevægelsen, andre var tyskervenlige. Historien har ganske enkelt været mere spændende end nutiden, måden folk levede på, deres tøj og hår. Det er nok derfor at disse år er lidt mere skræmmende, fordi det minder meget om alle de ting, som ledte op til 2. Verdenskrig at de er ved at gentage sig. Spørgsmålet er bare om alle har lært af lektien eller om der er nogen, som ikke kan dy sig.
Hvorom alting er, så fortsætter jeg med at skrive så længe, der er historier at fortælle, uanset hvad.
Indtil næste gang
Susanne
Ingen kommentarer:
Send en kommentar