Det er ingen hemmelighed at når jeg ikke skriver, så banker mit hjerte for lærergerningen. Jeg har undervist i snart 20 år (hvilket i sig selv er frygtelig at tænke på, for det føles ikke som 20, snarer som 10 og man funderer over hvor tiden er blevet af og man er ved at blive en moden dame). Sidst i januar fik jeg et chok, da jeg fandt ud af at en af mine tidligere elever var død, hun gik stadig i skole og pludselig bliver hun revet væk fra denne verden. Det slog mig alvorligt ud af kurs, og det fik mig også til at reflektere over mit liv som lærer.
Når man arbejder med børn i det daglige, så er der op og nedture. Elever der gør et indtryk på hver sin måde af både godt og skidt. Der er dage hvor man bare har lyst til at smide håndklædet i ringen, for det er ved at stige en over hovedet (planlægning, konflikthåndtering, undervisning, differentiering, sørge for at alle elever bliver set og hørt etc.) og så er der dage, hvor man bliver bekræftet i at dette er hvad jeg vil lave til den dag jeg skal gå på pension (hvilket ser ud til er omkring de 70, så har mange år endnu). Eleverne er ikke permanente i ens liv, de bliver store, de går ud af skolen og man følger dem stadig på afstand enten fordi man kender deres forældre, venner med dem på Facebook eller de bor i samme by som en selv, så man støder på dem fra tid til anden, når man går ind i en butik eller ned ad gaden. Så man holder stadig øje, for man vil gerne vide om det går dem godt.
I går fandt jeg så ud af at endnu en elev, jeg havde for efterhånden en del år siden er død og atter kommer tankerne. Er det det værd? At knytte bånd med eleverne, for det er jo det jeg gør. Når de kommer til en og vil snakke, så kommer man jo tæt på dem og selv når de ikke kommer til en, så får man et eller andet bånd til dem. Det at være lærer er så meget mere end at undervise, man bekymrer sig om ens elever, for man vil jo kun deres det bedste at de får de redskaber, der skal til for at begå sig ude i den virkelighed, som de en dag træder ud i når deres lange skoleliv er færdig.
Men når sådanne dødsfald rammer, så rammer de hårdt, for man kendte de afdøde, man vidste hvem de var, hvor de boede som børn og endda hvad de endte med at lave i deres voksenliv. Spørgsmålet er dog stadig, er det, det værd? Lige efter man får sådan en nyhed, så nej det er det ikke, men efter at have sundet sig lidt og kommet ovenpå igen, og livet går jo unægtelig videre, uanset om man vil det eller ej, så brænder mit lærerhjerte stadig lige kraftigt. For jeg elsker arbejdet med børnene, for ingen dag er ens og der er altid en eller anden, der ender med at få mig til at grine. Lærerlivet er mere end bøger, matematik og læsning, det er om at give omsorg og få en indsigt i hvem hver enkelt barn er og det betyder at man giver utrolig meget af sig selv også efter man ikke har dem længere, for man er jo stadig nysgerrig om hvordan det går dem.
Gennem årene har jeg fundet ud af at skrive sine tanker ned eller få dem omvendt til noget man kan bruge i sine historie, det har hjulpet mig en hel del, for der har været mange tab henover årene og som stadig påvirker mig den dag i dag, men ved at få mine følelser ned på papir har været utrolig hjælpsom. Det at få alt ud og få lettet hjertet, for jeg er ikke typen der taler om tingene, jeg begraver dem og det er bare noget jeg er vokset op med. Der har min kreative side virkelig hjulpet mig gennem mange ting, for der kan jeg virkelig gå amok, hvis der er noget jeg er vred over eller ked af noget, så kan jeg få alt ud gennem min kreativitet.
Men sådan er vi så forskellige. Nogle vil gerne snakke andre vil ikke, det vigtigste er dog at man får sine følelser ud på en eller anden måde. Om det er ved at tale med en anden, male, skrive, løbe, gå i fitnesscenteret eller gå amok på en boksebold, det er ligegyldigt, for jo mere du ender med at gruble over dine tanker, des værre bliver det bare.
Så her på falderebet vil jeg bare sige, find ud af hvad din måde er for at komme af med det der hober sig op inde i dig selv, for hvis du er ligesom mig, der ikke bryder sig om at tale om det, så skal du stadig få det bearbejdet på en eller anden måde.
Indtil næste gang
Susanne
Ingen kommentarer:
Send en kommentar