13/11/2023

Inspiration og idévirksomhed



Jeg er jo i fuld gang med at skrive på bind 3 i Nóillión Sagaen, imens mine allerede færdige manuskripter ligger og kalder på at blive redigeret, men når jeg er i skrivehumør, så er det med at benytte sig af det, så kan jeg redigere, når musen ikke er til andet. Dog står jeg allerede ved en skillevej i min historie.

Da jeg først besluttede mig for at jeg skulle skrive bogen, så havde jeg en idé om hvad der skulle ske og jeg har knapt rundet 100 sider og den er stukket af i en helt anden retning end jeg først planlagde. Nu står jeg så og skal finde ud af, hvor historien skal gå hen. Siden jeg ikke havde planlagt dette, så går jeg nu og fundere over diverse handlinger, der for det første skal have en mening med den overordnede historie og for det andet også er nogenlunde spændende, så læseren gider at læse resten af bogen. Bind 1 begynder lidt i det små, med hemmeligheder. Hemmelige planer, mystiske personer, ældgamle artefakter, bind 2 fortsætter stadig i det små, men i bind 3 begynder tingene at tage mere form, men hvor der stadige er hemmelige planer, mystiske personer og ældgamle artefakter.

Hvis man skal beskrive Nóillión Sagaen, så er det nok mere en sammensurium af genrer pakket ind i fantasy universet. Der er mystik, thriller, historisk, romantik, erotik og krimi mixet sammen. Selvom det har en fantasy udformning, så er den så meget mere end det. Jeg vil gerne give den en realistisk indhold med overnaturlige aftryk og omvendt. 

Så nu er jagten gået ind på hvad der skal ske fremadrettet i bind 3, hvor jeg sætter min hovedperson gennem så grueligt meget.

Indtil næste gang

Susanne

02/11/2023

Værktøjer del 3


 Der er mange forskellige redskaber, man kan benytte sig af, når man skriver. Trello er et af dem. Den findes både som app og hjemmeside. Trello er et planlægningsværktøj som man kan bruge i virksomheder, men også for forfattere, når de vil danne sig et overblik over, hvor langt de er med bearbejdningen af et manuskript. Man kan købe sig til yderligere adgang, men jeg bruger den gratis basis adgang, hvilket er udmærket for mig. Der er mulighed for at dele det med andre, det kan være hvis man er flere forfattere på en bog, så kan man notere, hvem der laver hvad og hvornår. Man kan lave en liste over de ting man skal igennem og så markere dem som lavet, under udarbejdelse med mere ved hjælp af farver.

Jeg stødte først på Trello, dengang jeg var optaget af online RG på et forum. Da virksomheden bag forumplatformene, annoncerede at de vil komme med en ny styresystem, så kunne man følge dem inde på deres Trello konto, hvor man kunne man se deres fremgang. Så hvis man vil give ens læsere muligheden for at vise fremgangen i en serie man er i gang med at skrive, så er det også en mulighed.

Trello er udelukkende et sted, hvor man kan holde styr på hvor lang man er i sin skriveproces og eventuelle redigering. Jeg benytter den til begge dele. Til at starte med var det i forbindelse med min redigering af Kajsa og Lysets Rige, siden tilføjede jeg også de bøger, som jeg er aktivt i gang med at skrive på. Især hvis man skriver på forskellige kapitler ad gangen, så kan man markere når de er færdig og derved danne sig et overblik over hvilket kapitler er færdige og hvilke er ikke påbegyndt eller påbegyndt.

Den er også ideel i det daglige med hverdagens gøremål, hvor man også kan sætte tidsfrister på. Endda dele den i en familie, hvis det er det man vil. Mulighederne er mange. Trello er blevet et virkelig godt værktøj for mig i min skriveproces, så jeg kan holde styr på mine historier og hvor langt jeg er med dem.


Indtil næste gang

Susanne

14/10/2023

Redigeringsfasen

Så blev jeg færdig med at skrive på Rosenalliancen og så er det mange tror, at nu sender jeg den ind til forlaget. Nej, det gør jeg ikke. Nu begynder den næste fase, nemlig fasen hvor jeg læser historien igennem, retter, skriver til, omskriver, sletter, sætter kommaer og punktummer og det gør jeg adskillige gange indtil jeg føler at nu er den klar til at forlaget skal kikke på den. Bare i løbet af de første kapitler jeg har læst igennem, så har der været ting, hvor jeg tænker, det har jeg fuldstændig glemt i løbet af bogen at komme ind på eller følge op på. Det kan også være at en ny idé kommer til mig, som vil passe godt ind, så skal det skrives ind. Det kan også være jeg opdager personer, som på en eller anden mystisk måde ændrer baggrundshistorie i løbet af bogen, så skal det rettes til. 

Der er mange ting man skal kikke på og det tager tid, især for mig, for det er nok den proces jeg hader mest, det er at kikke det hele igennem igen og igen og igen og ... Der kan være dage, hvor jeg kommer til at hade historien så meget at jeg mest af alt har lyst til at opgive det hele. Det bedste man kan gøre i det tilfælde er at lade bogen ligge og lave noget andet. Enten tage fat i en anden bog eller skrive på en af de næste bind eller tilbringe tid med familien, tage ud af huset eller fokusere på ens arbejde og kun tænke på det, så man får redigeringsarbejdet på afstand.

Jeg er jo også i gang med at redigere min ungdomsroman og her er jeg i gang med at kikke nærmere på selve historien, for at få fyldt de huller ud, som er kommet i historien. Der får jeg hjælp af Word, hvor jeg kan sætte den til at læse historien højt imens jeg lytter og følger med i teksten. Det er en god hjælp til at se det der ikke lyder ordentligt i øret. En sætning, som ikke giver mening eller hvis der er en stave -eller slåfejl som pludselig springer i øjnene. Når man selv læser den igennem højt eller inde i hovedet, så kan man godt glemme af fokusere på sætningerne, her er Words højtlæsning guld værd. Når jeg er færdig med denne redigeringsrunde, så er det tid til at printe manuskriptet ud og så skal jeg kikke på den igen og have fat i post-its og overstregningstusser, så jeg kan få historien helt i skabet, hvorefter de sidste runder med grammatisk gennemgang, hvorefter den forhåbentlig er klar til at ryge videre i systemet.

Så der er rigtig meget arbejde mellem selve historieskrivningen og til den ender i trykken. Man kan have skrevet nok så meget, men det skal jo gerne give nogenlunde mening for læserne, for selvom jeg ikke skriver mine bøger for at underholde andre, betyder det ikke at jeg ikke kan gøre noget ud af dem, så de bliver ordentlige. Som jeg har nævnt i andre sammenhænge, så elsker jeg at finde på historier og jeg kan ikke lade være med at skrive. Du kan sige at det er min form for terapi, hvis der sker noget i mit liv, så får jeg mine følelser ud gennem mine historier.

Indtil næste gang

Susanne

02/10/2023

Mine Skriverier

Jeg tænkte at jeg vil give et lille update på mine skriverier. Det går fremad med det hele. 


[Pagten]

Det lykkedes mig mere eller mindre at skrive en hel bog på en måned, dog kan jeg ikke rigtig udgive den, da det er en efterfølger til bøgerne i Nóillión Sagaen, så indtil videre må den vente til jeg er nået til mindst bind 6 i Nóillión Sagaen. Pagten som serien hedder, er henvendt til unge. Den kan godt læses separat, så bøgerne i Nóillión Sagaen er ikke et must (siden de er henvendt til voksne), men her tænker jeg især på dem, der læser Djævlens Kys m.m. så vil det være lidt at et spoiler alert, hvis Pagten pludselig bliver smidt ind i puljen, da der vil være henvisninger til noget af handlingen i voksenbøgerne. Så jeg må vente.

Rosenalliancen

Jeg er blevet færdig med 1/3 af bogen. Jeg er færdig med afsnittet, som udelukkende omhandler Léonard og er nu i gang med Léontines del. Sidste del er hvor vi følger de to tvillinger på samme tid. Léontines del er dybt tragisk og virkelig svært at skrive og jeg må sidde og sunde mig undervejs, fordi det er frygtelig deprimerende. På den anden side så hjælper det også, når jeg skal sætte mig ind i hendes tankegang i hvad hun går gennem. I forbindelse med bogen og bind 5, har jeg søgt om et rejselegat til Paris, hvilket giver mig en mulighed for at tage en måned til Paris, hvor jeg kan lave research på de to bøger, da de foregår i Paris og Frankrig generelt. Så fingrene krydset, chancerne er små, men i det mindste har jeg taget springet og nu må vi håbe på det bedste.

Kajsa og Lysets Rige

Jeg er blevet færdig med den femte gennemlæsning og er begyndte på den sjette. Der er lang vej endnu, men jeg fik lavet en masse omskrivninger i forbindelse med den femte runde og forhåbentlig behøver jeg ikke at lave det store i sjette omgang, men vi får se. I det mindste går det langsomt fremad.


Alle de andre

Så er der alle de andre historier, som venter på at bliver skrevet og dem jeg er begyndt på. De er dem, som fylder tiden ud, når historierne ovenover går i hvile eller jeg har brug for en pause. Især Pagten og Rosenalliancen har været drænende rent emotionelt, så det er rart at have alternativer, hvor jeg kan hvile hovedet og hjertet.


Indtil næste gang
Susanne


15/08/2023

Rødt hjerte, blåt blod




Filmen alle taler om i disse dage på de sociale medier. Jeg besluttede mig for at se den i aftes, for at se hvad alt hypet var omkring og jeg må sige - HOLD DA FAST - den var god. Sjov og gribende om en søn af den amerikanske præsident, der forelsker sig i en engelsk prins. Begge lever i søgelyset og i sladderspalterne, gemmer på deres følelser, for ikke at støde nogen.

Red, white & royal blue, som filmen hedder på engelsk bygger på bogen af samme titel (Rødt hjerte, blåt blod på dansk) skrevet af Casey McQuiston. Hvis man hverken har set film eller læst bogen, så vil jeg opfordre til at se filmen først, da der er meget af bogen, som ikke har fundet vej til filmen af både karakterer og handling. 

Jeg må dog sige at jeg kraftigt kan anbefale både film og bog. Fik læst bogen på under 24 timer, men jeg endte også med at læse til klokken 3 om natten for derefter at vågne igen klokken 5 og så læse videre.

Jeg har aldrig læst bøger i LGBT+ genren før, men det er jo ikke anderledes end hvad der sker i en mand/kvinde romance. To møder hinanden, bliver forelsket, må gå så gruelig meget igennem før de kan leve lykkeligt til deres dages ende. At det så er to af samme køn eller andet er sådan set ligegyldigt, for det er den samme opskrift, som historien er bygget op, når det kommer til kærlighedshistorien. Det er nu godt at se at der dukker flere og flere af disse historier, hvor hovedpersoner er queer, for ellers så har de som regel kun optrådt i baggrunden, som karakterer, der sætter ekstra kolorit til hovedpersonens vennekreds eller baggrundshistorier, som egentlig ikke gør andet end giver en historie give fylde til hovedpersonens rejse. Her i Rødt hjerte, blåt blod er der pludselig fokus på to mænd, som forelsker sig i hinanden og må gøre op med gammeldags værdier og traditioner. Hvor de må vælge at følge deres hjerte og evt. leve med de konsekvenser der måtte komme, eller leve i hemmelighed og være tynget af at offentligheden ikke må vide hvem de er, leve et liv som ikke er deres eget.

Selvom jeg er vokset op i et hjem, hvor man ikke synes at et forhold mellem to af samme køn er særlig kristent, så er jeg glad for at jeg ikke har arvet det samme synspunkt, for hvad er der galt i at to personer elsker hinanden? Om det så er to af samme køn eller ej, det er underordnet. Har alle ikke lov til at leve det liv, som gør dem lykkelig? Når man tænker på hvor forfulgte gruppen har været i århundreder endda årtusinder i visse folkeslag, så har LGBT altid eksisteret og ikke noget som pludselig er opstået inden for de sidste hundrede år. Der har altid været biseksuelle, homoseksuelle i verden. Mennesker, der har måtte holde sine følelser i skjul, for ikke at blive overfaldet, arresteret eller dræbt for noget som de er født som.

Hvor nogen sikkert mener, at de får for meget opmærksomhed, der siger jeg sludder. Det giver kun opmærksomhed for dem som ikke kan indfinde sig med at dette er lige så naturligt som en mand og kvinde, der falder for hinanden. Det er ikke en trend, det er ikke en livsstil man kan ændre på og især ikke noget man skal tie ihjel. Jeg kender selv personer, som har fundet kærligheden med en af samme køn og jeg synes, det er fantastisk, at de også kan få et liv, hvor kærligheden sejre og de kan leve med den, de elsker.

LGBT+ kommer også til at optræde i mine bøger. Jeg har allerede planer om at nogle af de karakterer, som er med i blandt andet Nóillión Sagaen er biseksuelle eller homoseksuelle. Da jeg ikke har erfaring med det selv, så tager jeg ting fra hvad jeg har snakket med både biseksuelle og homoseksuelle om, når de har fortalt om hvad de har måtte kæmpe med, hvordan deres familier har taget nyheden om hvem de var. Deres glæder og sorger for at være der hvor de er i livet. Der er noget livsbekræftende, når man snakker med folk, som har en anden tilgang til partnere, for når man bider ind til benet, så er kærligheden den samme, det er bare omverdens forventninger, som kan sætte én ind i skabet, og sådan skal det jo ikke være. 

Så jeg hilser film og bøger med LGBT+ indhold velkommen, kan ikke love at jeg vil se og læse dem, for hvis jeg ikke får den gode kærlighedshistorie med og karisma, som i alle de andre kærlighedshistorier, så falder jeg fra. Så længe det er en god historie, så ser jeg og læser det gerne.

Indtil næste gang.

Susanne

06/07/2023

Sommerferie


I denne uge er jeg taget i sommerhus for at komme lidt væk fra hverdagen, men også for at få ro til at skrive. Jeg gjorde det samme sidste år og dengang fik jeg ikke skrevet særlig meget, da vejret var fantastisk, så jeg var ude at opleve i stedet for at sidde i sommerhuset for at skrive. I år er noget anderledes, for vejret har ikke været med mig. Jeg har dog stadig været ude at opleve noget, få gået ture langs vandet m.m., men der er blevet mere tid til at skrive, for når det blæser en stiv kuling og regnen står ned i stænger, så har man ikke lyst til at gå på opdagelse i det danske land.

Heldigvis har jeg fundet et hyggeligt lille sommerhus, som virkelig skriger sommerhusidyl. Der er endda en fin overdækket terrasse, men da temperaturen heller ikke er med mig, så må jeg nyde den indefra. Generelt så har jeg altid nydt juli måned, når det kommer til stykket. Det har muligvis noget at gøre med at det er den måned jeg har fødselsdag. Det eneste irriterende med denne uge er myggene, som har overfaldet mig. Mine ben er ikke et kønt syn.

De bedste sommerhilsner fra Syddjurs.

Susanne

28/05/2023

Værktøjer Del 2




Så kommer andet afsnit i mit lille værktøjsgennemgang. Denne gang falder det på Canva. Canva er både en hjemmeside og app, hvor man kan lave Insta, FB, hjemmeside, ansøgninger, nyhedsbreve - you name it, som du kan gøre brug af i det daglige. Man kan lave en gratis bruger, men det gør også der er begrænsninger, hvilket betyder der er visse funktioner, billeder m.m. som du ikke kan gøre brug af med mindre du betaler for det. 

Ligesom med Adobe Stock er igen spørgsmålet, hvad er du villig til at bruge penge på. I begyndelsen havde jeg en helt almindelig bruger, men efterhånden som jeg brugte den mere og mere og havde brug for mere avancerede adgange, så besluttede jeg mig for at betale for en pro bruger, hvilket betyder at jeg kan gøre brug af alt inde på Canva.

Jeg bruger den især til at lave mine nyhedsbreve, Insta og FB opslag samt videoer, som jeg kan lægge op på hjemmesiden og YouTube. Jeg kan uploade egne billeder også, så hvis der er nogen bestemte nogen jeg har brug for, så uploader jeg dem, for selvom man kan finde meget inde på Canva, så har den ikke altid det jeg søger, hvad angår billeder. 

Canva er forholdsvist nemt at bruge, men jeg foretrækker dog at benytte mig at det, når jeg har en mus ved ved hånden og ikke bare min touchpad på den bærbare.

Du kan også få trykt ting hos dem, men det vil jeg kraftigt fraråde, da de er væsentlig dyrere end andre steder. Jeg forsøgte mig med at få trykt en t-shirt gennem dem. Det kostede lige så meget som hvis man køber den i en butik og derudover kommer fragtomkostninger m.m., der er andre steder, hvor man kan få trykt flyers, merchandise m.m. til billigere penge og hvor kvaliteten endda er bedre. Derudover især hvis man får trykt trøjer, så skal man vælge mindst to tøjstørrelser over hvad man normalt bruger, da deres størrelser ikke passer på hvad vi kører med her i Danmark. Så hvis man bruger størrelse large, så skal man bestille 2XL, da deres large passer til en størrelse small.

Når det er sagt, så kan jeg ikke undvære Canva i dag, da man kan lave mange fede ting derinde. Jeg foretrækker deres hjemmeside fremfor deres app, så selv når jeg er på min telefon, så går jeg ind på deres hjemmeside i stedet.

Indtil næste gang

Susanne

Nye idéer

  Ja, hvorfor ikke. Den anden dag fik jeg en idé om endnu en bog i Nóillión Sagaen. Alle søskende får mindst en bog for sig selv, så hvorfor...