16/07/2024

Titler

 


Når jeg begynder på en ny historie, så kommer titlen forholdsvis hurtigt til mig. Sommetider kommer den faktisk først og så historien følger. Jeg er begyndt på en ny ungdomsroman, som handler om to bedste venner, som begynder at føle mere end venskab for hinanden. Indtil videre er arbejdstitlen Kærlighed og venskab, men ærlig talt lyder det lidt fesent. Jeg går også og overvejer om jeg bare skal bruge hovedpersonernes navne som titel, men det er der så mange andre romaner, der har hovedpersonerne som titel, så det er jeg også lidt usikker omkring. 

Forhåbentlig kommer den til mig på et eller andet tidspunkt. I det mindste har jeg virkelig fået skrevet her henover weekenden. Det vil være meget rart at få nogle af disse små 'stand alone' historier, hvor jeg ikke har planlagt en hel serie, færdig.

Jeg glæder mig til at dele mere med jer om historien, når jeg er kommet længere i processen.

Indtil næste gang

Susanne

08/07/2024

Litterær Easter Eggs

 


Påskeæg hører som regel til om foråret og forbindes med påsken. Påskeæg kan være lavet af chokolade og hvis vi tænker Kinder æg, så er der som regel en overraskelse indeni. I den litterære verden og medieverden generelt er der noget som betegnes som easter eggs. Gemte overraskelser i fortællingen. Det kan være karakterer, referencer til andre bøger, film etc. Ja ting, som læseren eller seeren kan lede efter og endda gå så vidt som at overfortolke. Hvad betyder det? Hvilken betydning vil det få i fremtiden? Og så videre. 

Jeg kan lige så godt sige med det samme, jeg ELSKER easter eggs og jeg gøre faktisk lidt en dyd ud af at placere nogen i mine historier. Det kan være noget ubetydeligt som referencer til nogle af mine yndlingsbøger eller det kan være noget, som får en væsentlig betydning i de fremtidige bøger. Der er easter eggs i Djævlens Kys og der er easter eggs i Rosenalliancen. Noget læseren måske ikke fanger nu og her, men når de så kommer til en fremtidig bog og lyset går op for dem og siger. "HEY, mødte vi ikke den karakter i den bog" eller "vent blev der ikke nævnt noget om dette i den forhenværende bog", ja eller noget helt tredje.

Når jeg skriver på Nóillión Sagaen, så har jeg hele historien allerede udpenslet i mit hoved, jeg ved hvor mine hovedperson skal hen, jeg ved hvilke drama, der kommer til at finde sted. Det er bare vejen derhen, som jeg ikke har fået udpenslet endnu. Der kan komme nye twist på historien, men den overordnede handling er ret fastsat. Derfor ved jeg også hvor jeg kan indsætte mine easter eggs. 

Så når du læser mine historier, hold øjnene åbne for mine easter eggs.

Indtil næste gang

Susanne



03/07/2024

Det Sidste Komma

 


Så er det sidste komma ved at være sat i Rosenalliancen, hvilket betyder at bogen skal sættes op. Her er det grafikeren, som kommer på banen, så bogen kan blive klar til at gå i trykken. Dog får jeg den retur inden det sker, da der kan snige sig fejl ind fra grafikerens side, som gerne skal rettes. Selvom det er en langsommelig affære at udgive en bog, set fra forfatterens side (i hvert fald for mig), så er det også en spændende proces. Man får læst teksten igennem rigtig mange gange og jeg kan godt begynde at mærke at det er ved at hænge langt ud af munden på mig. Redigeringsfasen har aldrig været min kop te, jeg har altid foretrukket forarbejdet og skrivefasen. 

Selv nu her hvor jeg egentlig skal fokusere på at sætte de sidste kommaer, så dukker de kommende bind op i hovedet på mig og jeg begynder at komme på idéer og hvordan de kan indgå i den videre historie. Når man er forfatter så skal man vidst have lidt af en splittet tankegang og personlighed, min tanker er i hvert fald flyvske og jeg tvivler på jeg er den eneste, som har det sådan.

Men tilbage til de sidste kommaer, så jeg kan få sendt manuskriptet ind for sidste gang inden den ryger videre i systemet.

Indtil næste gang

Susanne

Hjemmesiden

  Der sker en masse bag kulisserne i disse dage. Bogen er stadig ikke gået i trykken, men forhåbentlig i næste uge, hvis alt går vel. Så er ...