Min Skriveproces

 

Imens jeg venter på at den eksterne redaktør skal blive færdig med at kikke mit manuskript til Rosenalliancen igennem, er mit fokus videre til de efterfølgende bøger. Jeg er så småt begyndt at skrive, men der er også en masse baggrundsarbejde, som skal på plads for at jeg faktisk kan skrive.

Sommetider kommer tingene løbende, men i starten af min skriveproces, så tænker jeg handlingen igennem. Hvad er det jeg gerne vil have at hovedpersonen gennemgår, hvilken rejse, udfordringer, prøvelser skal hovedpersonen gå igennem, før han eller hun kommer ud på den anden side, enten styrket eller svækket.

Dernæst kigger jeg på historien for den tidsramme. Selvom det er fantasy, så inddrager jeg gerne noget fra historien, så hvis det ikke passer ind i min historie, så laver jeg det om, så det passer ind i min fortælling. Det kan være alt fra historiske personer til begivenheder. 

Derudover kigger jeg også på karaktererne. Er det nogen der går igen eller har vi behov for nogle nye, som krydser vej med hovedpersonen. Hvor stor betydning har karakteren? Skal karakteren dukke op i senere bøger eller er det bare en ubetydelig biperson.

Imens jeg skriver kan der ske ændringer, for sommetider begynder hovedpersonen at få sit eget liv og gå i en helt anden retning end jeg havde planlagt. Det kan være frustrerende for mig, men som regel så spiller jeg de forskellige scenarier igennem i hovedet og hvis jeg ikke helt kan beslutte mig, så chatter jeg med et par veninder, som har været med fra begyndelsen og kender mine hovedpersoner i Nóillión Sagaen lige så godt som mig, de ved hvordan jeg tænker. Det er sommetider rart at diskutere handlingen med nogen, som faktisk har været med inde over den fra den spæde begyndelse. Bare det at kunne vende tingene er rart, det er ikke altid at de faktisk siger at jeg skal gå en bestemt vej. De siger nærmere at det kunne være en mulighed eller skyder idéen ned, hvis den ikke giver mening.

Når man skriver er der mange facetter man skal overveje og mange aspekter man skal have med. Da genren er historisk romantacy, så går der mange tanker igennem hovedet på mig, før jeg faktisk ender med noget, som jeg gerne selv vil læse. Det er det vigtigste for mig i første ombæring, at jeg selv efter at have læst teksten igennem, stadig finder den fængslende. Derefter kommer beta-læserne, velvidende at jeg ikke vil kunne gøre alle tilfredse og det er heller ikke mit mål. Jeg skriver mine bøger fordi jeg elsker at skrive og fortælle de historier, som har rumsteret i mit hoved i så lang tid.

Det var nogle af de ting, som jeg går og pusler med, når jeg skal i gang med at skrive en ny bog. Det er en lang proces og der kan gå uger, hvor jeg ikke får skrevet et eneste ord ned, men min hjerne holder ikke fri, den kører på højtryk døgnet rundt.

Indtil næste gang

Susanne

Pride

Stolthed. Det er hvad pride oversættes til fra engelsk til dansk. Gay er et gammelt engelsk ord, der betyder glad eller munter.

Jeg har her i juni måned besluttet mig for at sætte fokus på de karakterer fra mine historier, som betegnes som en LGBTQ+ person. Hvorfor spørger du sikkert. Fordi jeg har mødt eller kender adskillige LGBTQ+ personer i løbet af livet. Alt lige fra familiemedlemmer til tidligere medstuderende og kollegaer. Og fordi jeg er af den opfattelse, at alle skal have lov til at være en del af samfundet, uanset hvordan man ser ud, sociale forhold, religion, seksualitet og jeg kan blive ved. 

For hvis vi råber så højt om at vi lever i et demokratisk samfund, så betyder det at vi kan være den vi er uden at blive jagtet, hånet, set ned på eller anholdt for den sagsskyld. Problemet er nemlig, at der stadig er dele i verden, hvor LGBTQ+ personer må leve i frygt for deres eget liv, bare fordi de har en anden seksualitet end hvad samfundet mener er rigtigt. 

Uvidenhed og frygt spiller en stor rolle i den måde LGBTQ+ personer bliver behandlet. Det er ikke en sygdom, som skal behandles. Det er ikke noget der smitter, bare fordi en homoseksuel ser på en. Jeg kan huske tilbage i 80erne, da HIV og Aids var den helt store puha. Folk var bange for at en person med HIV eller Aids skulle røre ved dem, for det var farligt. Hvad hvis man selv fik sygdommen. Det var der, jeg for første gang virkelig fik øjnene op for at der var mennesker, som havde en anden seksualitet end hvad man betegnede som normal. Der kom oplysningskampagner om HIV og Aids og man fokuserede især på de homoseksuelle. Selvom jeg kun var et barn,  var det alligevel noget af det, som jeg husker ganske tydeligt. Af en eller anden grund, så undrede jeg mig over, hvorfor der var så meget modstand mod især homoseksuelle. Hvad havde de gjort, der var så galt, at de skulle hænges ud. Begge mine forældre synes det var ukristeligt at to af samme køn levede sammen på den måde og selvom jeg er blevet opdraget i den kristne tro, så har jeg også lagt meget vægt på næstekærlighed. For vil man selv have lyst til at blive udsat for en heksejagt?

Hvis man går længere tilbage i historien, så har det altid være tabubelagt. I mange lande kunne man blive hængt, hvis man levede i et intimt forhold med en person af samme køn. LGBTQ+ personer måtte leve i skyggerne, gifte sig og få børn for at opholde en facade for omverdenen. For skulle uheldet være ude og nogen fandt ud af, at de havde en anden seksualitet end den som blev betegnet som normal, kunne man blive fængslet, komme i behandling (som ikke var behagelig og kunne være smertefuld) eller i værste fald blive dømt til døden. Selvom verden er kommet langt, så er der stadig mange steder som forbyder at vise sine følelser offentligt hvis man er LGBTQ+ person. Der er endda lande, hvor man før har kunne gå forholdsvis frit, hvor det nu er ulovligt at leve med en af samme køn, holde i hånd eller kysse på åben gade hvis man er en LGBTQ+ person. Når sådan noget sker, så er vi nødt til at råbe op, for så er samfundet på vej i den forkerte retning.

Jeg har desværre ikke nogen magisk løsning, men den bedste måde er oplysning, oplysning, oplysning. Desværre kan samfundsdebatten desværre være så grum, at hvis man bare ytrer den mindste opbakning til LGBTQ+ samfundet, bliver man beskyldt for selv at være bøsse eller lebbe. Jeg så en kommentar inde på Facebook, hvor en havde skrevet at heteroseksuelle var et truet folkefærd efterhånden. Hvis det er den opfattelse man har, så er der vist gået noget galt i oplysningen. Grunden til at folk føler at der er flere LGBTQ+ personer er fordi det er blevet nemmere at træde frem i lyset. For uanset hvordan vi vender og drejer det, er væsentlig nemmere at være f.eks. homoseksuel end det var for bare 50 år siden. Når det så er sagt, så betyder det ikke, at vi som samfund bare kan læne os tilbage og sige at alt er godt, for det er det ikke. Som nævnt tidligere, der er stadig folk i samfundet som ikke kan forlige sig med at nogen har en anden seksualitet end hvad de betegner som normalt. Derfor må vi ikke bare vende det blinde øje til. For alle mennesker har ret til at leve i frihed uanset hvor de bor i verdenen uanset hvilken seksualitet de har.

Jeg håber, at alle der fejrer pride måneden får nogle fantastiske uger.

Indtil næste gang

Susanne